Jeg tror jeg dropper det, altså handicap fodbold. Det er ikke fordi jeg ikke synes det er sjovt, det er bare det, at vi er begyndt at spille på udebane, og det kan min lille autistiske hjerne ikke klare.
Udenfor er der alt for mange uvæsentlige faktorer som jeg er nødt til at forholde mig til, vejrets skiften, mennesker der går på stien tæt ved, rågerne der skræpper op og alt for meget andet. Den slags kan jeg sagtens forholde mig til, når jeg går en tur langs stien, men det er straks langt sværere, når jeg skal forholde mig til 9 andre spillere i en ophedet kamp om bolden.
Jeg har derfor besluttet at droppe det indtil vintersæsonen går i gang igen.
Jeg føler det som et kæmpe nederlag. En ting er at melde fra en enkelt torsdag, det er straks noget helt andet at melde fra en hel sæson. Jeg føler mig doven, jeg føler at jeg giver alt for let op, og jeg tænker på alle de kalorier jeg ikke kommer til at forbrænde alligevel. Et eller andet sted ved jeg godt, at det ikke forholder sig sådan, men følelsen er ret insisterende.
Det bliver ikke bedre af, at jeg måske bliver nødt til at droppe min løbetræning her til morgen. Jeg har taget løbetøj på, men jeg er svimmel og mit hoved føles helt forfærdelig tungt. Jeg har før droppet løb sådan en enkelt dag hist og her, men af en eller anden grund virker det bare mindre acceptabelt i dag.
2 kommentarer:
Kunne du klare at komme til fodbold, hver anden gang?
Nej, men vi har en parkeringsplads hvor jeg kan rende rundt, enten alene eller med en af de mandlige pædagoger. Det lærer jeg rigtig meget af, og det kan gøres på nogle af døgnets køligere timer.
Send en kommentar