Om det der med lægen

Da jeg var ved på skadestuen og blive syet her den anden dag, da var lægen ikke særlig sød ved mig, og han gad da ikke lige bedøve mig, ikke før til sidst, men da kunne det være lige meget for da var han jo stort set færdig. Han skældte mig også ud og sagde at det skulle jeg altså stoppe med at gøre NU. Jeg prøvede lige så roligt at forklare, at det er jeg altså ikke selv herre over, men han lyttede ikke og sad bare og var mega meget irriteret over at han skulle spilde sin tid på mig.

Det gjorde da lidt ondt, men værre var det heller ikke, og jeg ømmede mig da også mest for at få opmærksomhed. Det var ondt gjort, for pædagogen sad og fik det rigtig skidt på mine vegne. Jeg burde have spillet modig i stedet for at at pyldre sådan. Hun er en af mine yndlingspædagoger, og det gjorde ondt at se hende have det så skidt, men på den anden side bliv jeg glad, for så vidste jeg med sikkerhed, at hun holder af mig.

Jeg har efterfølgende flere gange snakket med pædagogerne om episoden. De synes alle, at det var meget forkert gjort af lægen, nogle bliver endda vrede. Det skræmmer mig lidt med alle deres følelser, for det var jo bare en uvenlig læge, værre er det vel heller ikke, jeg er jo selvskader, jeg er selv skyldt i at jeg er der, så selvom jeg er glad når jeg bliver behandlet ordentligt, så fortjener jeg det ikke.

En af mine kontaktpædagoger og jeg havde mange samtaler om emnet i går. Hun prøvede at overbevise mig om, at ALLE mennesker fortjener en menneskelig behandling når de er på sygehuset, men jeg var stejl og insisterede på, at der måtte være en undtagelse med mig.

Hvad præcis er dårligt selvværd? Er det det her, at jeg ikke føler mig værdig til en god behandling? Jeg føler dog, at hvis det skulle være 'rigtigt' dårligt selvværd, så burde jeg være deprimeret omkring det, og synes at det er enormt synd for mig, men det er jeg ikke, det er bare sådan det er, og så må jeg jo bare tage den derfra og komme videre med mit liv.

Når jeg ikke føler at jeg er berettiget til en værdig behandling, så bliver jeg så meget desto mere taknemmelig når læger og sygeplejersker behandler mig godt, og det gør de som regel det meste af tiden, og selvom jeg har mine episoder, så er jeg i reglen en nem patient. Sundhedspersonalet er under meget pres, så det er da det mindste jeg kan gøre.

Jeg synes ikke at der er noget værre end patienter der skaber sig, og jeg er bange for, at hvis jeg begynder at forvente mere, så vil jeg ende sådan, og vil jeg simpelthen ikke være med til, så hellere finde mig i en dum læge.