Om identitet og værdighed

Jeg vil gerne være en god pige der gør hvad der bliver sagt, men jeg vil ikke gøre det på bekostning af min identitet og min værdighed.

Normalt om tirsdagen spiller jeg badminton med en af pædagogerne og en af de andre piger, men i går ville jeg lige nå over og styrketræne først. Der står ikke hvad jeg skal gøre i sådan et tilfælde, så for at være sikker, startede jeg ud med en god og solid morgenmad, to portioner yoghurt, med nødder og rugfras, og en bolle.

Jeg trænede ikke super hårdt, og turde blandt andet ikke at lave for mange øvelser for armene, for stingene sidder stadig i det sår jeg erhvervede sidste mandag. Jeg plejer ikke at være så hys med hvad lægen siger, men i forhold til hvor meget det lige blødte den dag, så tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte være forsigtig. Jeg tog det derfor bare helt stille og roligt.

På vejen hjem skulle jeg lige i Fakta og have tanket op med Pepsi max, og der lod jeg mig friste af en bakke lækre røde vindruer, som jeg købte, tog med hjem, og spiste rub og stub og med god samvittighed, for jeg skulle over og spille badminton.

Jeg gjorde mig klar og gik nedenunder. Pludselig kommer den mandlige pædagog der skal med til badminton hen og spørger om jeg ikke skal have en portion yoghurt inden vi tager af sted, for det står der på min madplan. Jeg siger nej, for jeg har jo lige spist vindruer (ikke bare en håndfuld men en hel bakke), på dette tidspunkt var jeg stadig fortrøstningsfuld, for jeg havde ikke fantasi til at forstille mig, at det ville være et problem, men det blev det, for han ville stadig have mig til at spise yoghurt, og jeg nægtede at spise to mellemmåltider.

Jeg kender ikke denne mandlige pædagog ret godt, og jeg har ALDRIG talt med ham om personlige ting, som for eksempel madplan, så da han drog en af de andre pædagoger ind i diskussionen, gik jeg i gang med at diskutere med hende i stedet for. Hun derimod prøvede at trække sig ud af, hvad hun mente var, vores diskussion. Dette tolkede jeg som om jeg talte for døve øren. Det føltes som om de begge bare var imod mig og slet ikke lyttede til hvad jeg havde at sige.

Det var enormt ydmygende at stå der. Jeg er 27 år, jeg er i princippet voksen, jeg har lov til at træffe mine egne beslutninger, gode som dårlige, og dette var ikke en gang nogen dårlig beslutning, det var bare en anden beslutning. Jeg følte mig enormt magtesløs. Den madplan som var meningen skulle være en støtte når tingene gik svært, var pludselig blevet en hæmsko.

Måske er det overdrevet at føle, at jeg i denne diskussion mistede min identitet, men det gjorde jeg. Jeg var ikke længere mig, en kvinde med problemer, men stadig med følelser, idéer og valg, jeg følte at jeg var blevet degraderet til Patient med stort P, en viljeløs sag der bare havde at makke ret.

Jeg følte mig magtesløs. Hvad kan man gøre når ens modstander ikke en gang lytter til logiske argumenter? Så jeg sagde, at så kunne det hele bare være lige meget, jeg ville ikke længere til badminton (skal jeg behandles som et barn, vil jeg også opføre mig som et barn). Jeg vendte om på hælen, og gik op til mig selv.

Problemet var nu, at jeg jo havde spist til at skulle være fysisk aktiv, og det havde jeg endnu ikke været. Så jeg sprang op på min motionscykel og oksede af sted. Normalt står den bare og samler støv ved siden af min sofa, men i disse situationer er den god at have.

Den mandlige pædagog kom op for at undskylde. Han anerkendte, at jeg faktisk havde en pointe, og at det var hans fejl, men også lidt madplanen, fordi den ikke er specifik nok. Jeg var glad for, at han påtog sig skylden, så slap jeg for at føle mig alt for meget som en hystade, men jeg ville ikke give ham ret med hensyn til madplanen, den er nemlig specielt konstrueret for, at jeg ikke skal føle at min selvstændighed bliver kvalt Dog var det slet ikke ham jeg ønskede en undskyldning af, for jeg har næsten intet med ham at gøre, så hans meninger betyder ikke alverden. Den kvindelige pædagog taler jeg derimod meget med, så det var vigtigt for mig at hun forstod, men hun kom ikke op til mig. Da jeg senere på dagen fangede hende, viste det sig, at hun slet ikke havde opfattet sig som en del af diskussionen, derfor var hun heller ikke kommet, men vi fik da snakket om det til sidst, men først efter, at jeg havde skippet frokosten i protest.

Slutteligt viste det sig ved nærlæsning af madplanen, at der slet ikke står noget om et formiddagsmåltid i forbindelse med badminton, det er kun ved løbetræning, så hele diskussionen, yoghurt vs. vindruer, var helt unødvendig, i hvert fald i denne omgang, men lur mig om ikke der sker noget lignende en anden gang, sådan er det altid med den slags, ligegyldigt hvor i systemet man befinder sig.