Om tvangshygge vs. ægte hygge

Jeg har som nævnt fået frataget min kontaktpædagog og fået udskiftet hende med fire utrygge pædagoger der skal udgøre et team omkring mig og nogle af de andre beboere.

Den ene af disse pædagoger er helt nu, og det blev arrangeret at vi skulle tvangshygge omkring en film for ligesom at bonde lidt. Det lyder lidt som om jeg var meget negativ omkring konceptet, men det var jeg egentlig ikke, for hun virker flink nok, men det er en underlig fornemmelse, når man prøver at fremtvinge en social relation.

Først ville de have, at vi skulle se Matador sammen, men der stejlede jeg, for det er noget jeg har sammen med min gamle kontaktpædagog, og selvom jeg gerne vil have et godt forhold til hende den nye, så skal hun ikke komme her og prøve at overtage Janes plads, ikke endnu i hvert fald.

Vi så en anden film, og det blev da også ganske hyggeligt, selvom det nok ville have været endnu hyggeligere, hvis det var en spontant opstået situation, og ikke tvunget. Konklusionen blev dog den de alle havde håbet på, at jeg føler, at jeg nok en dag med tiden vil lære at stole på hende.

Helt anderledes hyggeligt var det om aftenen, da jeg var med to af de andre piger ude i byen for at spise, eller rettere, de spiste, og jeg sad med en cola ligt. Vi snakkede om omstruktureringen og om hvor meget vi hader den. Vi snakkede sobert om den, men mon vi ikke et eller andet sted alle havde lyst til at krybe sammen i et hjørne og bare tude? Sådan havde jeg det i hvert fald, men jeg holdt masken og tog et sip af min cola.

Bitterhed er en grim følelse, men det er svært ikke at føle sig bitter når vi alle tre har fået frataget vores yndlingspædagoger, for det er en statistisk usandsynlighed, at det er et tilfælde. Det er vores leder der egenrådigt har besluttet alt dette her, hverken beboere eller personale har haft noget at skulle have sagt. Det får én til at føle sig så umådeligt hjælpeløs, og det er svært ikke at hade hende for det.

Men her er det så godt, at vi piger der har været her fra begyndelsen i det mindste er i samme båd. Vi har ikke meget til fælles, men vi har lige nu dette fælles tredje som vi kan hade sammen. Men hvad skal vi snakke om når hadet forhåbentligt forsvinder med tiden?