Bare fordi vi er asperger piger og har ry for ikke at gå op i nid og nag, så kan vi stadig godt en gang i mellem få lyst til at være nogle rigtige kællinger og sidde og brokke os, når vi synes at vi bliver uretfærdigt behandlet.
Og lige nu føler vi os uretfærdigt behandlet i forbindelse med omstruktureringen, for flere af os har nemlig oplevet at miste den pædagog vi stolede mest på, og ikke bare mister vi dem, vi mister dem til drengene, som i hvert fald jeg godt nogle gange kan opleve bliver forfordelt.
Jeg prøvede på at komme af sted til fodbold i går, for jeg ville i det mindste prøve på at leve mit liv så normalt som muligt, men jeg stod bare på banen og var trist og svimmel. De andre spillere og trænerne var rigtigt forårskåde og rendte rundt og fjollede, men jeg kunne simpelthen ikke, jeg havde ikke den fjerneste lyst til at rende efter bolden.
Jeg tog hjem og græd ud ved en af pædagogenes skulder, for hvor havde jeg dog ondt af mig selv, og med god grund, vi er autister, og de kan ikke forvente, at de kan lave så store og gennemgribende ændringer uden at der kommer en eller anden form for reaktion, og selvom jeg nok ud ad til virkede som den der reagerede kraftigst, så ligger der generelt nogle meget voldsomme følelser på lur hos flere af beboerne.
En af pigerne og jeg valgte at vi trængte til at lukke noget damp ud, så jeg inviterede hende på en Pepsi max (mange store gennembrud er blevet nået over denne gudedrik). Hun er meget yngre end mig, så først tænkte jeg, at jeg måtte spille den stærke og besindige voksen, der fik hende til at falde til ro, men til helvede med at falde til ro. Michelle er på trods af sine 'kun' 18 år en ganske ligeværdig samtalepartner, så vi kunne rigtig bitche sammen og blive enige om, at det hele er noget lort.
Vi kender ikke hinanden så godt, så meget af tiden blev brugt på at lære lidt om hinanden og vores historie, men vi blev ved med at vende tilbage til hvad der sker omkring os lige nu og her, for det fylder meget hos os, og det gør så ondt, at vi lige nu ikke en gang har lyst til at komme over det.
Det var rigtig rart at få snakket det hele igennem med ligesindede, for ligegyldigt hvor meget pædagogerne siger at de forstår, så forstår de i virkeligheden ingenting, og jeg forventer ikke, at de kan forstå.
Jeg kan i mine lysere øjeblikke godt forstå hvad det er ledelsen har tænkt, og jeg kan godt se, at det ikke er gjort i nogen ond mening, men jeg kan også se, at det er sjusket gjort uden at tage de relationer der er blevet bygget op i betragtning, det er som om man har glemt, at autister også har følelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar