Fredag vågnede jeg kl 4, i går kl 1.30, altså om natten, og jeg kunne ikke holde ud at blive liggende i min seng på grund af fysisk ubehag. Jeg lå og vendte og drejede mig, jeg ville så gerne have bare en time eller to mere, men mine muskler sitrede og jeg fik ondt over det hele. Dynen var alt for varm og luften alt for kold, så jeg måtte op og tage mit tøj på.
Hele dagen i går gik jeg rundt som i en trance, og flere gange prøvede jeg at få mig en lur, men hver gang lå jeg i en halv time før jeg fik spat af at ligge ned, spat af dynen der snoede sig om mig og spat af håret der kildede mig i ansigtet, og jeg måtte stå op og fortsætte min søvngængergang rundt i lejligheden. Hvis zombier virkelig spiser hjerner, så ville mine medbeboere have haft et seriøst problem.
Jeg så nogle film jeg havde set før, men interesserede mig ikke for hvad jeg så, men jeg orkede på den anden side heller ikke at forholde mig til nogle nye, så filmene kørte bare i baggrunden mens jeg fortsatte min langsomme færd rundt i lejligheden, hvor jeg fik ordnet nogle småting, men ikke nogen der krævede den helt store hjerneaktivitet.
I løbet af dagen begyndte jeg at få flere fysiske symptomer på den manglende søvn end bare træthed og rastløshed. Jeg fik kvalme, svedeture, hjertebanket, og når jeg stod op var jeg bange for at besvime. Jeg klynkede en hel del, dels fordi jeg ville have pædagogernes medlidenhed, men også fordi jeg ville slippe vor at spise aftensmad.
Fordi jeg havde været oppe i så mange timer, havde jeg også været nødt til at spise rigtig mange gange, morgenmad spiste jeg for eksempel fire gange, så selvom det ikke sammenlagt blev helt enorme mængder, så var det stadig mere end min hjerne syntes, at jeg fortjente, så det blev mig svært nødvendigt at springe dagens sidste to måltider over. Det lykkedes, pædagogerne blandede sig ikke, og jeg kunne nøjes med et halvt glas mælk til at skylle min medicin ned med.
Pædagogerne blev bekymrede, og spurgte om de skulle ringe efter en vagtlæge, men selvom panikken en gang imellem fik tag i mig, så vidste jeg jo godt, at der ikke var andet galt end træthed og forkert kost, men jeg ønskede at der var noget rigtig galt, så jeg fik mulighed for at tænke på noget andet end hvor ked af det jeg egentlig er hele tiden.
Nej, nu overdriver jeg. Ja, jeg er stadig ked af at miste hende jeg stoler på, men jeg begynder at vænne mig til tanken, jeg begynder at vænne mig til at der også er et liv efter bruddet, og jeg overlevet, det gør jeg jo ligesom altid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar