Om sorgens dag?

Hvorfor flagede alle officielle bygninger dog på halv? Det var jo anden påske dag og Herren er opstanden, det burde være en glædens dag. Jeg har været så fokuseret på påsken, at jeg helt havde glemt, at det var gået hen og var blevet 9. april.

9. april 1940, hvor tyske nazister så godt som uden modstand marcherede ind over grænsen. Det var den gang før DFs strid om grænsekontrol, for når det virkelig gælder, så hjælper en grænsekontrol ikke meget. Her en lille tak til de sønderjyske soldater der ydede modstand om mistede livet derved, de var med til at redde lidt af Danmarks ære.

Det var min far der kom i tanke om det langt op ad dagen, og da vi begge betegner os selv som historienørder, var vi tilpas pinligt berørte over denne lille forglemmelse, men hvem har dog lyst til at tænke på en sorgens dag midt i al glæden? Hvordan kan man få sin krop til at rumme to så modstridende følelser? Tænk nu hvis påsken var forskudt en dag og 9. april faldt om søndagen, hvordan kunne man så tillade sig at gebærde sig?

Jeg brugte nu hverken dagen historisk eller kirkeligt, jeg tog hele vejen over til København for at besøge en veninde på Rigets anoreksiklinik. Det var vidunderligt at se hende igen efter flere måneders afsavn. Dagen udmattede mig fuldstændigt, men det var det værd, for nogle gange forholder det sig faktisk sådan, at det ikke er mig der er i den vigtigste.

Hun så helt mærkelig ud, hun havde så meget væske i kroppen, at hendes ansigt så helt umenneskeligt ud, som en tegnefilmsfigur lige efter et bi-angreb, men hun var stadig min Måne, min veninde, min sjælesøster, og jeg kunne se, at selvom deres behandling på mange måder var kritisabel, så var der også ting der havde virket.

Månepigen talte om sig selv, hun talte rent faktisk om sig selv, og jeg var så stolt at jeg kunne sprænges. Hun fortalte mig ikke om hvordan det hele startede, hun fortalte mig ikke om sine dybeste hemmeligheder, men det kommer også kun mig ved, hvis hun selv har behov for at fortælle mig det, og jeg har ikke travlt. Men hun fortalte mig om sin nutid, hvad der sker, og jeg fik nogle få men værdifulde glimt af hvad der sker inde i hende, og jeg ved nu, at jeg gjorde ret i at elske hende.

Jeg havde lyst til at slå armene om hende og fortælle hende hvor stolt jeg er af hende, men vores forhold er slet ikke så fysisk, men jeg siger det til hende nu her i dette blog indlæg, for hun kæmper så hårdt, og hun fortjener ros, ikke fordi hun har taget på og nærmer sig sin målvægt, men fordi hun har taget et kæmpe skridt i kampen for at komme videre og for at komme tilbage til sine børn.

Tak Måne fordi du kæmper, tak fordi jeg må være en del af den kamp.