Stop for rødt
I går var jeg til psykolog inde i Aarhus for at kunne snakke ordentligt om alle mine følelser omkring omstruktureringerne. Det var virkelig rart, for selvom jeg følte mig nedtrykt da jeg kom ud derfra, og følelsen bare blev værre i løbet af dagen, så var det en sten der faldt fra mit hjerte at hun forstod, sådan virkelig forstod.
Men jeg kunne ikke gå direkte ind til hende, for min sædvanlige frygt for at komme for sent, drev mig til at tage et alt for tidligt tog.
For at få tiden til at gå, var jeg inde i Føtex food for at købe mig en pose snack gulerødder og en Pepsi Max.
Grøntsagerne stod lige ved indgangen, men for at få min cola skulle jeg ned i kælderen. For at komme ned i kælderen skulle man ned af en trappe (big surprice) og for at indikere hvilken side man skulle gå ned ad, og hvilken en op, var de for oven markerede med en rød og en grøn cirkel. For foden af trappen var det naturligvis omvendt, men min autistiske hjerne nåede lige at kokse lidt, for pludselig var der en rød cirkel der hvor jeg skulle gå.
Havde jeg gjort noget forkert? Jeg havde selvfølgelig ikke gjort noget forkert, men tvivlen fik mig til at stoppe op og glo fåret ned i gulvet. Hvordan skulle jeg nu komme ned af trappen? Det tog mig nok ikke meget mere end et sekund at regne ud, at den røde cirkel var der for at folk ikke skulle gå OP af trappen, men det var længe nok til at jeg nåede at føle mig godt dum, og jeg så rundt for at se om nogen havde set mig.
Aarhus læser højt
Da jeg nærmede mig stationen på vejen hjem sad der en lille gruppe mænd og læste op af billedbøger på pladsen lige foran hovedindgangen. Det så da en kende pudsigt ud, så jeg stillede mig op som den eneste og lyttede med på "Mustafas Kiosk" af Strid.
Det var et dejligt afbræk i en ellers ret grå hverdag. Jeg var en ret stor pige før min mor holdt op med at læse højt for min søster og jeg, så jeg har i modsætning til nogen ikke den ide at højtlæsning kun er for de mindste børn. Højtlæsning er for alle, også selvom det drejer sig om en børnebog.
Efter et par sider stoppede manden med at læse og fortalte mig i stedet om projektet, hvor Aarhus biblioteker og en lang række institutioner og andet godtfolk slog sig sammen for at fortælle en god historie.
Den gode historie er hvad der skiller mennesket fra dyrene (enhver ved jo at en giraf har en elendig humoristisk sans) og vi har gjort det i så mange tusinder af år, at ingen ved hvornår det startede, i hvert fald ikke før man finder den første forstenede godnathistorie.
Om at blive rørt ved af en fremmed
I toget hjem sad jeg egentlig bare og passede mig selv. Jeg havde taget min cardigan af, fordi forårssolen bagte ind af vinduerne, og temperaturen inde i kupéen blev temmelig høj.
Overfor mig sad der en indvadertype, sådan en af dem med så meget voks i det tilbageslikkede hår, at det så helt vådt ud.
Jeg ved ikke om jeg gjorde noget for at indbyde til det, og vis jeg gjorde, så var det i hvert fald ikke med vilje, men pludselig begyndte han at spørge mig ud omkring de sår og ar jeg har på armene. Hvad var der sket? Hvorfor gjorde jeg dog den slags? Forsigtigt lod han en finger glide ned af min arm og kærtegnede arene.
Det var ikke så ubehageligt som man kunne forestille sig, men helt fedt var det altså heller ikke. Jeg lod ham gøre det, jeg havde jo ikke nogen legitim grund, eller i hvert fald ikke en i mit hoved legitim grund til at bede ham passe sig selv og lade mig være. Jeg har generelt et problem med, at jeg ikke føler ejerskab over min krop, og jeg kan derfor ikke selv være herre over hvad der sker med den, og hvem der gør hvad ved den. Det har måske også noget at gøre med, at jeg hader min krop så meget, at jeg er ligeglad med hvad der sker med den, ønsker måske ligefrem at gøre den fortræd.
Jeg har helt almindelige menneskelige reaktioner, så hvis der sker noget, så trækker jeg mig tilbage, men det bliver sjældent til mere end det. Så da manden begyndte at røre ved de ar jeg har på brystkassen rykkede jeg mig tilbage i sædet, og han fangede trods alt pointen. Desuden steg han af nogle minutter efter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar