Om når andre også har det skidt

I går var det dagen hvor alting blev lavet om. Det var dagen hvor alle ændringerne i forbindelse med den store stygge omstrukturering trådte i kraft. Jeg havde fået en akut tid hos min psykolog og stak derfor af til Aarhus, så langt væk fra det hele som overhovedet muligt, så tingene forhåbentligt var faldet lidt til ro når jeg kom tilbage.

Da jeg kom hjem fik jeg et møde med både min nye og min gamle kontaktpædagog. De er begge rigtigt søde, men jeg havde mest af alt lyst til at kaste mig i armene på 'den gamle' og trygle hende om ikke at forlade mig. Jeg fik lov at græde, jeg fik helt igennem lov til at være ked af det, uden at hende den nye tog det personligt, og uden at nogen, ligesom vores daglige leder, stod og sagde at det var bedst for mig sådan.

Der er meget lang vej fra at acceptere, at sådan her skal det være fra nu af, og til at det er bedst for mig sådan. Jeg er 27, der er ikke nogen der skal stå og sige til mig, at det er bedst for mig sådan. At det er nødt til at foregå sådan, det er en administrativ beslutning, ikke en personlig.

Jeg vidste godt, at de andre piger også var kede af det til at starte med, men jeg troede, at de var kommet sig over chokket og det nu gik bedre, jeg troede at jeg var den eneste der stadig tog på vej og skabte mig. Jeg inviterede dag pigerne ned i min lejlighed til en cola og en god snak.

Vi snakkede om meget mere end bare omstruktureringen, heldigvis, ellers havde det ikke været til at holde ud, men vi fik også afløb for vores frustrationer. Vi fik snakket om vores savn, om vores problemer med personalet og med ledelsen, og om hvor dårligt vi nogle gange føler os behandlet.

Det er meningsløst at gå ind i en diskussion om hvem der kommer til at savne sin kontaktpædagog mest (det gør jeg selvfølgelig), men det gik op for mig, at jeg på mange måder har været heldig. Jeg færdes meget ude i fællesmiljøet, og jeg har derfor et helt anderledes tæt forhold til en lang række af pædagogerne. Jeg kender dem, jeg ved hvordan man taler med den enkelte, jeg ved hvem der er gode til at snakke med om hvad, og hvad vigtigere er, de kender mig, og ved hvordan jeg skal 'håndteres', ikke fordi nogen har fortalt dem det, eller fordi de har læst det i mine papirer, men fordi de har snakket med mig, og selv har været med til at skrive de ting der står.

Når jeg ser på de andre piger, så ville jeg ønske, at jeg kunne give noget af min erfaring videre til dem, for de må føle sig meget ensomme i teams hvor det kan føles som om de ikke rigtigt kender nogen.