GUDS VILJE SKE, IKKE MIN!!!
Det er så let at skrive, men så forbandet svært at efterleve, for kære Gud, jeg vil jo så gerne at...
I går fik jeg en rigtig grim nyhed. Hende jeg stoler på skal ikke længere være min kontaktpædagog. Jeg låste mig ude på badeværelset og lå på gulvet og græd. Jeg skar mig, selvfølgelig gjorde jeg det, for selvom det har taget markant af, så er der ikke andre muligheder for at reagere på så store omvæltninger når man er mig. Jeg lå bare på gulvet og så til mens blodet langsomt løb ud af mig.
GUDS VILJE SKE, IKKE MIN!!!
Kære Gud. Jeg har slet ikke lyst til at tro på dig når du skal være så ond, og alligevel kan jeg ikke lade være...
Jeg endte på skadestuen hvor jeg skulle sys, og hvor jeg skiftevis brød sammen i krampegråd over hvor synd det var for mig, og hvor onde hele verden var imod mig, og lo fordi min 'nabo' skældte og smelte over sygehusets ventetider, og over læger og Gud og hver mand, og fordi mine tårer løb ned af kinderne og ind i mine ører og kildede mig. Gråd, latter, gråd, latter, i virkeligheden er der ikke så stor forskel på de to.
GUDS VILJE SKE, IKKE MIN!!!
Kære Gud. Kan du i det mindste ikke gøre smerten lettere at bære?
Jeg tilbragte aftenen i selskab med en pædagog, Matador og beroligende medicin. Jeg var så taknemmelig for at hun var der, men inderst inde ønskede jeg at det i stedet vaar hende jeg stolede på.
Jeg skal nok lære at acceptere hvordan tingene står nu, men det vil tage tid, for det er en meget stor ændring, for grunden til, at jeg mister hende er omstrukturering, så alting bliver anderledes fremover, hele den måde dette sted fungerer på, hvem vi taler med, hvem vi spiser med, hvem vi ser TV med, ALT.
GUDS VILJE SKE, IKKE MIN!!!
Kære Gud. Hjælp mig til at acceptere, ikke fordi tingene ligger fast og jeg ikke har noget valg, men fordi det er det rigtige at gøre. Hjælp mig til at forstå, at ændringer ikke nødvendigvis er af det onde. Hjælp mig til ikke at behøves at græde og skære hele tiden.
1 kommentar:
Jeg læser din smerte, og jeg føler med dig. Hvor er det hårdt, at forandringer tager så slemt på dig. Gad vide om det nogensinde bliver anderledes. Måske vil du altid gå ned, når der sker forandringer... Det er ikke for at være negativ. Jeg tror bare, jeg gerne vil forsøge at hjælpe dig til at fjerne noget af din smerte gennem erkendelse og accept.
Jeg tvivler på, at Gud kan få det til at gøre det mindre ondt - direkte. Måske kan troen på noget fælles større - kærligheden være medvirkende til at bære tabet. Du er i krise, og det er skide hårdt. Men tænk om du havde nogle redskaber til at håndtere krisen, så du kan slippe for at ligge og skære i dig selv. Du bliver jo straffet dobbelt - først mister du din tryghed, dernæst bliver du påført smerte.
Hvordan kan man så håndtere kriser? Måske ved hjælp af accept. Overlevelse i minuttet. Troen på, at det er en vildt smertefuld ting, men det bliver bedre. Efter mørke kommer lys.
For dig er forandringer lig med noget negativt. Det kan man nok ikke fjerne. Men måske kan du lette smerten via accept og troen på håbet (Gud). Det bliver bedre - eller det bliver godt igen.
Jeg håber så meget for dig, du snart får det bedre!
Send en kommentar