Efter vreden kommer resignationen, efter resignationen kommer accepten.
Jeg har været SÅ vred i forbindelse med omstruktureringen, men lige så stille er jeg begyndt at resignere. Jeg lader stå til, jeg snakker med de pædagoger det er meningen at jeg skal snakke med, og jeg opfører mig i alle henseender pænt.
Et eller andet sted dybt i mig ligger vreden stadig, men jeg har fået lov at rase ud, så nu kommer den kun op til overfladen ved særlige lejligheder. Jeg prøver ikke længere at kontrollere den, for den er en del af mig, og den er ikke farlig, den vil ikke få mig til at udøve vold mod dem jeg mener har gjort mig fortræd, det er ikke den form for vrede. Denne vrede er den form der i et kort sekund blusser op for lige så hurtigt at blive forvandlet til sørgmodighed.
Resignationen er kommet. Jeg bevæger mig i en tåge gennem dagene, og jeg lader stå til, og på mange måder har jeg accepteret, at sådan her er det nu en gang nu, men jeg har ikke accepteret, at det er endegyldigt. Jeg venter stadig på at vågne op, på at de kommer og fortæller at det hele bare var en dårlig joke, på at en eller anden accepterer, at det var en dårlig idé at tage vores kontaktpædagoger fra os, jeg er tålmodig, men jeg venter stadig.
Jeg tør ikke at holde op med at håbe, for så betyder det, at jeg har mistet hende helt, men samtidig er håbet også enormt farligt, for når jeg håber på det umulige, så bliver jeg nødvendigvis skuffet, og jeg kan vel lige så godt acceptere i dag, som jeg kan acceptere i morgen, måske gør det ligefrem mindre ondt at acceptere i dag, fordi håbet har levet i kortere tid.
Samtidig nægter jeg bare sådan lige at acceptere, for de skal ikke tro at jeg er så let at bide skeer med, at jeg er så let at løbe om hjørner med, at jeg finder mig i hvad som helst, for jeg stoler ikke på dem, hvad kan de mon finde på at gøre imod os i morgen?
3 kommentarer:
Jeg kan godt forstå det er svært, for det første hele ændringen i det hele, men også fordi det jo ikke er længe siden at du på dit gamle bosted også mistede en kp der...
Jeg kom sådan til at tænke på om det gør det nemmere for dig at vide det ikke kun er dig som har mistet kp, men faktisk mange.. Eller er det, det samme? Altså også i forhold til det med aspergers firkantetheden :) ?
Bare en tanke :)
Venlige tanker
- J
Det både betyder noget og ikke betyder noget.
Det gør ikke min sorg mindre, jeg føler stadig et tæppet er blevet trukket væk under fødderne på mig, men det betyder noget at vide, at det ikke bare mig der er helt tosset, at det faktisk er en forholdsvis normal reaktion
Det er bestemt ikke bare dig der er tosset - vi er flere, som har det sådan, kære Humlebi :)
Send en kommentar