Forglemmigej

I går var den sidste dag jeg havde sammen med min kontaktpædagog, hvor hun også var min kontaktpædagog og ikke drengenes. Jeg havde håbet at jeg kunne tilbringe noget tid sammen med hende, ikke noget særligt, bare være sammen og måske få talt lidt om det hele, men sådan blev det slet ikke.

Det føltes som om hun slet ikke havde lyst til at være sammen med mig, og når vi så havde noget vi skulle ordne, så virkede det som om hun ville af med mig så hurtigt som muligt, både når det galt samtalen, og når det galt jobbet som kp (kontaktpædagog).

Jeg var mildest talt knust. Jeg havde lyst til at tage fat i hende og så ruske hende og sige 'se på mig, se dog på mig bare et enkelt øjeblik, for jeg er ved at blive kvalt af alt det her'.

Siden i onsdags har jeg kæmpet så hårdt for at være den pæne pige, kæmpet så hårdt for at gøre et uudsletteligt billede af mig selv for at de pædagoger der bliver taget fra mig ikke skal glemme mig, for det er min største frygt, at blive glemt.

Jeg ville så gerne have min kp's opmærksomhed, men hver gang skubbede hun mig videre til en anden. Jeg blev så frustreret, at da der senere på aftenen kom en forhindring, dog af en helt anden karakter, så havde jeg ikke andre alternativer end at skære mig.

Gjorde jeg det for at få min kp's opmærksomhed? Jeg kan ikke afvise det, men det var nu ikke det jeg tænkte på i gerningsøjeblikket. Desuden hjalp det slet ikke, for det var en anden pædagog der kom op til mig og førte mig på skadestuen. Et kort øjeblik hadede jeg hende for ikke at være Jane, men hun er sød, så paradoksalt nok fik vi en hyggelig tur.

Såret var ikke dybt, men jeg havde ramt en arterie, så det blødte temmelig voldsomt, så på skadestuen tog det en evighed at blive færdige, og det hele lignede lidt noget fra en krigsskueplads.

Da vi kom hjem fik jeg så endelig min samtale med min kp, hvor jeg hørte hendes begrundelser for at gøre som hun gjorde. De var fornuftige nok, men de var ikke helt hensigtsmæssige taget i betragtning, at jeg ikke kan forestille mig ting jeg ikke ved med sikkerhed. Hun tænkte, at de her ting, dem kunne jeg regne ud, men nej, det kunne jeg ikke, jeg troede, at jeg havde gjort noget forkert, så hun ikke længere kunne lide mig. Det eneste der dog rigtigt betød noget for mig var, at hun sagde, at hun havde været GLAD for at samarbejde med mig, og at hun bestemt IKKE ville glemme mig.

Selvom klokken nærmede sig 9, tvang hun mig til at spise dagens første egentlige måltid.