Jeg skriver for tiden rigtig meget om de omstruktureringer der sker på mit bosted, hvilket måske ikke altid er lige interessant, hvilket jeg godt kan forstå. Jeg føler mig dog meget isoleret på dette sted, for jeg har kun en begrænset kontakt til verden uden for disse mure da jeg hverken studerer eller arbejder. Når der så sker sådan nogle gennemgribende forandringer, så rusker det op i mit liv mere end aller højst nødvendigt. Derfor bliver dette nok ikke det sidste indlæg om den sag.
Jeg har lidt følt at vores daglige leder har truffet denne beslutning hen over hovedet på beboere og personale, og at hun måske har taget hensyn til praktiske ting, men at hun har glemt alt om de mere menneskelige aspekter.
Det var derfor meget vigtigt for mig, t hun ville tage sig tid til at komme op i min lejlighed, og tale med mig om min angst og mine tanker og hvad jeg ellers lige havde på hjertet.
Vores leder er en fin lille smilende dame med talegaverne i orden, og ligegyldigt hvor vred man er på hende, og ligegyldigt hvor god grund mand har til det, så smelter ens vrede bort på få sekunder, når hun sidder foran én, og siger at det er helt i orden at være vred. Det kan egentlig godt være bare en lille smule belastende, når nu man har behov for at være vred, sur og ked af det. Det er dog meget praktisk, når man endelig har fået en samtale i stand og gerne vil have noget konstruktivt ud af det.
Vi sad i næsten en time i går og talte om alle de små og store ting der går mig på, og om de håb jeg har for hvordan det hele kan løse sig uden at jeg får spat, og jeg fik så også en fornuftig forklaring på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre.
Jeg havde brug for at hun satte sig ned og med sine egne ord fortalte mig, at dette ikke er en straf fordi jeg blev for glad for min kontaktpædagog, for sådan føles det ærlig talt en gang imellem. Det gjorde hun så, og det beroligede mig en del selvom der stadig sidder en splint af tvivl og nager dybt inde i mig.
Der er stadig ting jeg ikke forstår, der er stadig ting jeg er ked af, og der er stadig ting jeg er dybt skuffet over, men det var virkelig befriende at blive lyttet til, som om også jeg er et rigtigt menneske, med tro, tvivl, følelser, håb og tanker. Det var rigtig rart, at hun tog sig tid til at høre på hvad jeg havde at sige og svare mig, også selvom hun ikke kunne fortælle mig de ting jeg gerne ville høre.
Samtalen varede næsten en time og fortsatte faktisk lidt senere da nogle af tingene havde nået at bundfælle sig. Det var godt at få snakket, men det var også enormt udmattende, og hele dagen gik jeg rundt og var lidt ved siden af mig selv, og jeg havde slet ikke kræfter til alle de ting jeg burde have ordnet.
Da jeg skrev mit bonus blogindlæg var jeg så træt, at jeg med en kraftanstrengelse skulle fremtvinge hvert eneste ord.
Jeg er stadig sur på vores leder, jeg er stadig vred, ked af det og ødelagt, men jeg står nu tilbage med en følelse af, at jeg måske en dag vågner op og kan acceptere hvad der er sket. det er ikke i dag, og det er nok heller ikke i morgen, men en eller anden dag, så sker det nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar