I går fik jeg rodet mig ud i en masse bøvl på grund af mine temmelig mangelfulde sociale evner/egenskaber, eller det var det i hvert fald i det ene tilfælde, hvor jeg dummede mig kolossalt. Det andet tilfælde ved jeg ikke lige hvad jeg skal kalde, men i kan jo læse videre og selv bedømme.
Om et mislykket forsøg på en uskyldig joke
Der går ikke lang tid fra, at jeg begynder at tale/skrive med en person, til jeg synes at vi er da på venskabelig fod, og så kan jeg da godt fyre en joke af eller to.
For det meste slipper jeg godt fra det, eller det tror jeg da i det mindste at jeg gør, folk siger i hvert fald normalt ikke noget til det, men lige i går lykkedes det mig at såre en mand rigtig meget. Han har hjulpet mig en hel del med min bogblog og jeg havde derfor skrevet en del frem og tilbage med ham, og det er en jeg i fremtiden håber at kunne have et samarbejde med, men der var ikke kun derfor, at jeg blev så forskrækket da han blev vred. Jeg tænker normalt på mig selv som et roligt og behageligt væsen, så det gik fuldstændigt imod min selvopfattelse, at nogen kunne blive så vrede på mig.
Jeg gik straks i gang med et kluntet forsøg på at rede trådende ud, men hvordan giver man en helhjertet undskyldning uden at gøre sig selv til offer, for 'nej hvor er det synd for mig at nogen bliver vred på mig over noget jeg kom til at gøre'? Ja, jeg havde ondt af mig selv, men jeg kunne godt forstå ham, og jeg ønskede at give ham en helt oprigtig undskyldning.
Det virkede samtidig for let bare at give min autisme skylden, for selvom jeg har svært ved at aflæse sociale situationer, så giver det mig ikke carte blanche til at opføre mig ubehøvlet, og hans følelser var jo de samme ligegyldigt hvad min undskyldning var.
Vi fik løst problemet, tror jeg, håber jeg.
Om en pædagog med stort P
Dagens anden konfrontation gik den anden vej. Jeg havde nogle klagepunkter over en af væres pædagoger, som en af de andre pædagoger syntes at jeg skulle fortælle ham selv. Jeg er hunde ræd for konfrontationer, og så sad jeg pludselig der i sofaen over for ham og måtte fortælle ham, hvad jeg virkelig mente om ham.
Mit problem med ham var, at jeg efter et par episoder der var i weekenden, var i tvivl om, hvorvidt han har respekt for vores, autisternes, værd som mennesker. Episoderne kunne i hvert fald læses som om han ikke tænkte over, at bare fordi dette er et behandlingshjem, er det ikke sikkert at, at vi har lyst til, at vores problemer højlydt bliver taget op i det offentlige rum.
Han sagde at han ville tage det op til overvejelse, at han ville prøve at gøre det bedre fremover, men det var lige netop problemet, at han ikke instinktivt følte, at det kunne blive et problem at gøre den slags.
Min mening om ham er ikke fastlåst, han kan endnu sagtens vise mig, at han er værdig til min fortrolighed, men lige nu er jeg stadig lidt i tvivl. Han tog det nu ellers meget pænt og jeg er bestemt ikke bange for repressalier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar