Min søster og jeg hjalp min farmor med opvasken efter den årlige påskemiddag.
- I skal bare stille servicet på komfuret.
- Jamen hvad så med knive og gafler og alle de andre ting som vi godt ved hvor skal hen?
- Dem lægger I bare på plads.
Det var mig der spurgte, og det var ikke en eller anden dårlig vittighed, jeg var ærlig talt forvirret, for jeg ville jo gerne gøre som min farmor sagde, men jeg ville på den anden side ikke virke doven.
Det er et af karakteristikaene for aspergers syndrom, at man opfatter ting meget konkret. Jeg ved godt, at folk ikke altid mener præcis det de siger, og jeg har lært at det ikke er det samme som at lyve, men nogle gange kan det godt være svært at regne ud, hvilke ting det er folk mener konkret, og hvilke ting de ikke gør.
I min hverdag møder jeg et hav af disse oplevelser, og de er med til at tappe mig for energi. Jeg bruger dem også selv, men det giver mig dårlig samvittighed, for jeg har alligevel ikke helt lært at skelne mellem talemåder og løgne, og endnu værre, så forstår jeg ikke nødvendigvis, at andre mennesker ikke tænker på samme måde som mig.
Når jeg taler om den togtur jeg skal ud på i dag på store rejsedag, så siger jeg, at der vil være en million milliard mennesker, hvilket der selvfølgelig ikke vil være, og det ved folk omkring mig jo også godt, problemet er, at jeg ikke ved at de ved, så jeg er bange for at de vil fordømme mig og sige at jeg overdriver/lyver.
Andre gange kan jeg blive irriteret når andre mennesker tager ting alt for konkret, ikke mindst fordi det minder mig om, at jeg sagtens selv kunne begå den samme fejl.
For at tage et eksempel, så bad jeg en gang min far om at skære nogle gulerødder i 0.5 cm tykkelse, hvorefter han fandt en tommestok frem og gav sig til at måle. Det var en sjov historie at fortælle videre til veninderne, men sandheden er, at jeg altid får dårlig samvittighed når jeg skærer grøntsager for folk, for hvad nu hvis de er 0.4 eller 0.6? Der er grænser for hvor præcist mit måløje er. Jeg siger til mig selv, at det ikke betyder noget, men er jeg nu også helt sikker?
3 kommentarer:
Mener du ikke fem millimeters tykkelse? Fem centimeter virker ret voldsomt, men det kommer naturligvis an på, hvad de skulle bruges til.
En måde du kan komme uden om problemet på, er at sige "ca. 5 cm". (Eller ca. 5 mm).
I den forbindelse er "circa" et dejligt ord. Problemet er selvfølgelig, at vi ikke kender tolerancen - er det +/- 10 eller 15 procent?
Når folk ikke siger hvad de mener, har de heller ikke fortjent at blive forstået. Det skal du ikke have dårlig samvittighed over. Folk skulle istedet stilles til regnskab for det vrøvl, de lukker ud.
Hun mener 5 mm og det er også det som hun siger når hun beder hendes far om gulerodsstykker på 0,5 cm.
Jeg synes du har udtrykt dig meget normalt og meget præcist (og jeg er ikke autist, men mener stadig at det er en fin måde at formulere sig på).
Jeg beklager at måtte kritisere din far. Men jeg synes han mobber dig, når han tager en tommestok frem for at udmåle 0,5 cm helt præcist. Han har vel sat sig ind i din - sin datters - lidelse?
Kærlig hilsen
Jan (Matematiker og psykologi lærer :-))
Tro mig, han mobbede mig ikke, et var helt alvorligt ment
Send en kommentar