Om dommedag

Det er i dag omstruktureringerne træder i kraft. Det er i dag verden som jeg kender den styrter i grus. Det er i dag, at jeg skal starte forfra med alt.

I løbet af de måneder jeg har boet der, har jeg fået en masse indgroede vaner med hvor jeg ser TV og hvornår, i hvilket sofahjørne jeg læser mine bøger, og hvor jeg spiser min mad og med hvem, men på grund af omstruktureringerne, er der kommet nogle regler der gør, at det kan jeg ikke nødvendigvis længere. Det skræmmer mig, for når jeg skal lave om på de ting, hvad så med alt det andet, kan jeg så stadig gøre det?

For nogen vil det måske lyde som en selvfølge, at jeg da sagtens kan blive ved med at læse i mine bøger bare fordi jeg sidder i en anden sofa, men sådan fungerer min hjerne bare desværre ikke.

Jeg ved ikke hvordan jeg kan forklare det så det er til at forstå. Det har at gøre med min detaljefokusering, som er så stor en del af autismen, og som i mange tilfælde er det der får os til at virke handikappede. Normalt bruger jeg billeder til at gøre tingene forståelige, men jeg har ingen billeder der passer til dette. Eller jo, måske.

Hvis man bygger et hus, og der er selv den mindste lille bitte tilfældige ændring i den cement der udgør fundamentet, så er bygningen ikke længere så stabil, og den risikerer endda at synke i grus. Sådan er det med min hverdag, den består af en lang række vigtige detaljer, og hvis de ikke bliver overholdt, så ved jeg ikke længere om fundamentet holder, og da jeg selv so to speak, befinder mig på toppen af en skyskraber, så gør det mig temmelig nervøs.

Det hjælper jo heller ikke på humøret, at jeg så mange gange har oplevet at det går galt. Når jeg tænker på alle de ligegyldige detaljer der i tidens løb har fået mig til at reagere helt uden for proportioner, så bliver jeg flov over min autisme. Så bliver jeg flov over at være mig.

Nu om dage ved jeg og dem jeg omgås hvorfor jeg reagerer som jeg gør, og vi fortæller os selv, at det er helt i orden, men der var en gang hvor jeg bare var sær, hvor folk kiggede underligt på mig, og hvor jeg bare var en dum unge, og den følelse sidder stadig i mig, og jeg skammer mig.

Jeg har på nuværende tidspunkt været oppe i en lille times tid (altså i lidt UNDER en time) og der går på grund af et psykologbesøg i Aarhus mange timer før jeg reelt kommer til at mærke noget til omstruktureringerne, men det forhindrer mig ikke i at være bange, og tanken om at det ikke bare er i dag, at disse ændringer er der, det er også i morgen, og dagen efter det, og dagen efter det igen, og det bliver bare ved og ved i det uendelige, og det gør mig helt forpustet, og endnu mere bange og usikker på mig selv og på alt det nye.