Jeg sidder i sofaen da jeg pludselig registrerer hvor svært det er at trække vejret, og langsomt kommer angsten snigende ind på mig. Jeg ved ikke hvad jeg er bange for. Jeg ved at der er flere dage til at komme til at snakke mine oplevelser og følelser igennem med en pædagog jeg stoler på. Måske er det bare det, måske er det noget dybere.
Jeg burde sige noget til min far, fortælle ham hvordan jeg har det, men han sidder der ved siden af og er glad, for hvorfor skulle han ikke være det, og jeg vil lade ham beholde den følelse lidt endnu, bare lidt endnu.
Jeg har en snørrende fornemmelse i brystet. Jeg trækker vejret dybt ind - Herre - puster ud - Jesus - Herre - Jesus, og jeg krymper mig ved lyden af en solsort der giver sig til at synge. Jeg ved at det burde være smukt, men alle lyde er så forfærdeligt tæt på, og de går mig på nerverne, et duepar, en pludselig lyd i fjernsynet, min far der sætter sin kaffekop fra sig lidt hårdere end normalt.
Jeg lader fortsat som ingenting, men indeni har jeg lyst til at skrige, jeg har lyst til at skære, at brænde, at dyrke ubeskyttet sex med fremmede mænd, at tage mine løbesko på og løbe til verdensende uden at se mig tilbage en eneste gang.
Angsten binder mig på mund og hånd og jeg sidder som lammet i sofaen og lader livet ske for næsen af mig. Jeg sender en sms til fem forskellige mennesker, men ingen af dem svarer mig.
En måge flyver tæt forbi og lander på søen, og af en eller anden grund giver det mig lyst til at tude, og jeg tager min søsters tøjkanin og krammer den og aer den og leger med dens ører, og det beroliger mig nok til at jeg kan holde det hele ud. Men mine hænder ryster stadig en lille smule, og min vejrtrækning er stadig besværet, men det hele skal nok gå.
Jeg går ud i køkkenet og lægger nogle sweet potatoes i ovnen og siger noget morsomt til min far, og jeg ved at jeg er ved at være igennem det, og at jeg klarede det helt alene, men jeg ved også at det kan blive meget værre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar