Om en ubetinget undskyldning

Meget af weekenden har jeg tilbragt nede i sofaen sammen med en af drengene, hvor vi enten læste eller så fjernsyn, men i går ved eftermiddagstide kom min tidligere kontaktpædagog, og da vi to indbyrdes havde aftalt at se Matador, så satte vi bare dvd'en på. Ikke længe efter gik drengen op til sig selv.

Senere på aftenen prøvede han at fortælle os noget. Han har et ret gennemgribende taleforstyrrelse, så han kan være temmelig svær at forstå, men jeg var meget hurtigt helt med. Det han prøvede at sige var, at han ikke kunne se nogen forskel på det vi havde gjort og det han gjorde for nogle uger siden, hvor han tændte fjernsynet uden at spørge om få lov, og det blev han irettesat for. Den dårlige samvittighed gnavede et stort hul i min mave mens jeg oversatte for pædagogen, og jeg kunne kun give ham helt ret, hvilket jeg fortalte ham, og jeg sagde, at vi ikke skulle have gjort det, og det måtte han meget undskylde.

Hele aftenen var den dårlige samvittighed der og gnavede ihærdigt, jeg turde dårlig nok at give min mening til kende, da vi sad og så fjernsyn og skulle være med til at vælge hvad vi skulle se.

Senere på aftenen talte jeg med min tidligere kontaktpædagog om hændelsen, men hun sagde at jeg ikke skulle være ked af det, at jeg havde håndteret det hele så fint. Drengen her er en der vil argumentere herfra og til juleaften hvis der er noget han er det mindste utilfreds med, men efter min redegørelse for sagen og min undskyldning, så smilede han let, nævnte ikke sagen igen, heller ikke da han var alene med pædagogen for at ordne vasketøj, hvilket vi vælger at se som at sagen også for ham havde en tilpas afrunding.

Der var et tidspunkt, hvor han lige var begyndt at fortælle hvad der var galt, hvor den dårlige samvittighed prøvede at få mig til at forsvare vores handlinger, men det ville være en løgn, for vi havde jo gjort noget forkert, og så kunne vi lige så godt holde hovedet højt, og indrømme det, så vi forhåbentligt kunne starte på en frisk.

Jeg bliver mere glad for at fortælle sandheden, i hvert fald sandheden som jeg selv ser den, for det giver en befriende fornemmelse, og jeg føler mig helt let indeni fordi jeg ikke føler mig tynget af skyld og dunkle tanker. Jeg er glad for at fortælle sandheden, for gennem sandheden er det lettere at nærme sig mennesker.

Jeg løj meget som barn, det var jeg nødt til far at beskytte mig selv mod en verden jeg ikke forstod, og som ikke forstod mig, men det udviklede sig til bortforklaringer og fortielser. Ingen af delene er sundt for menneskets hjerter, det tynger.