Grundskole reunion

Det er nu over 10 år siden, at jeg gik ud af 9. klasse, så der er et par stykker der prøver at samle os til en lille festlighed.

Da jeg først læste invitationen blev jeg glad, og jeg kunne ikke vente med at se dem alle sammen igen. Jeg glædede mig til at høre om hvordan det er gået dem og hvad de laver, for det ser så spændende ud på facebook. Jeg ville vide hvordan de reagerede når de så mig. Ville de føle medlidenhed med mig fordi jeg er blevet en social taber på førtidspension? Ville de blive forfærdede over at se hvor meget jeg har måttet stå igennem? Ville de blive bange for mig, fordi alt det onde jeg oplever er så svært at forholde sig til? Jeg ville vide det.

Nu nærmer datoen sig, og nu er jeg ikke så sikker på at jeg vil med. De kloge mennesker siger, at man hurtigt falder ind i de gamle roller, og jeg har kæmpet så hårdt for at komme ud af alt det, så der er slet ikke plads i mit liv til at blive lille Linda igen.

Jeg kan allerede nu mærke, hvordan trangen til at sulte mig melder sig, for hvis jeg ikke har andet at vise, såsom uddannelse, job, mand og børn, så kan jeg i det mindste forsøge på at være den tyndeste.

Jeg har besluttet mig at skrive og melde fra, for mine egentlige motivationsfaktorer til at dukke op var ikke noble. Jeg ønskede at dukke op for at se lærerne i øjnene og sige 'Se, der var en grund til, at jeg var så mærkelig. Jeg er autist, jeg kan ikke gøre for det. Hvorfor så i ikke hvor skidt jeg havde det? Hvorfor gjorde i ikke noget?'. Jeg bryder mig ikke om at indrømme det, men jeg er fyldt med bitterhed, og bitterhed hører ikke hjemme til en festlig begivenhed.

Nu er spørgsmålet hvem af pigerne fra min gamle klasse jeg skal skrive til. Skal jeg kun skrive til dem der arrangere det? Eller skal jeg også skrive til de andre? Jeg har lyst til at skrive til dem, at jeg da gerne vil drikke en kop kaffe med en dag under mindre officielle former, men er det virkelig det jeg ønsker? Jeg hadede grundskolen, på trods af at jeg gik på en privatskole hvor man talte forholdsvist pænt til hinanden. Jeg kan huske at min klasse ikke altid behandlede mig lige godt, men jeg kan ikke huske hvor slemt det var. Jeg plejer at sige, at jeg blev drillet, men ikke mobbet, ikke at jeg ved hvor grænsen går, men det lyder pænt.

Jeg har faktisk lyst til at møde dem, for de kan kaste lys over hvem jeg var dengang, for det kan jeg ikke huske særlig godt. De er en del af min historie, om jeg kan lide det eller ej.