Jeg har ikke spor lyst til at tale om lige netop dette emne. Det får mig til at tænke på folkeskolen, på sundhedsplejersken besøg og om tamponer dyppet i vand brugt som kasteskyts. Men jeg er en kvinde i 20'erne der skriver om mig selv og mit liv, og at helt undlade emnet, ville være at springe over hvor gærdet er lavest.
Der findes mange glorificerende film og bøger om livet som teenagere, men virkeligheden er, at det for mange suger som en overvægtig Nilfisk at skulle igennem disse år, det stinker rent ud sagt at være teenager.
Vi havde vel alle vores egne små nicher af selvhad og forvirring, men for mig var det svært at skulle identificere mig med rollen som kvinde. Hvad vil det sige at være kvinde? Hvordan definerer man egentlig ordet? I film og bøger er kvinderne gerne så karikerede, at jeg slet ikke havde lyst til at være som dem. De havde et ydre liv, som i 'Sex & the City' eller de havde et følelsesliv aka tudefilm, men de tænkte aldrig, ikke sådan rigtigt, ikke lige som mændene.
Jeg kom til at afsky kvinder og mest af alt min mor. Jeg ville bestemt ikke være som dem/hende, og menstruation blev indbegrebet af det at være kvinde. Nogle sagde, at vi burde være stolte, andre sagde, at det bare var et nødvendigt onde, men de var alle sammen enige om, at det var noget vi skulle have, men jeg var uenig, der stod nemlig i diagnosekriterierne for anoreksi, at menstruationen kunne ophøre.
Jeg ville have anoreksi.
Jeg begyndte at flirte med spiseforstyrrelsen i gymnasiet fordi jeg ikke kunne håndtere det sociale spil.
En asocial anorektiker blev accepteret, ja det var endog synd for hende,
men en asocial almindelig pige, det var tæt på utilgiveligt.
Den gang havde jeg ikke en diagnose at gemme mig bag, så jeg måtte klare mig selv, og spiseforstyrrelsen blev min redning. Jeg blev dog aldrig helt anorektisk.
Manglende menstruation blev synliggørelsen af mit mål, så hver måned oplevede jeg endnu et nederlag. Flere gange i løbet af årene oplevede jeg at min menstruation udeblev i et par måneder, men den kom altid igen. De sidste tre år har jeg dog været heldig, menstruation var kun noget der skete hvis jeg blev udsat for en ekstrem stresfaktor eller hvis min vægt kom 'for højt' op, hvilket skete et par gange om året.
De sidste tre måneder er den dog troligt kommet hver fjerde uge. Om det skyldes at jeg er blevet fed (min tolkning) eller noget andet, så kan jeg ikke komme uden om det. Alle andre bliver glade for at høre det, for det er jo et sundhedstegn, men jeg hader det. Pædagogerne siger, at der jo findes præventionsmidler der på 'naturlig' vis holder menstruationen væk, men jeg får kvalme ved tanken, det er det mest ucharmerende jeg kan forestille mig, det vil jo være det samme som at snyde, for selvom menstruationen udebliver, så er jeg jo stadig fucking fed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar