Man kan ikke leve et liv helt uden ubehagelige overraskelser, men jeg har nok en anden mening om hvad der er en ubehagelig overraskelse, jeg har nok et større spektrum af ting der falder ind under betegnelsen, end så mange andre har.
Jeg lever en ret beskyttet tilværelse på et bosted/behandlingshjem, hvor pædagoger står for ting som telefonopringninger til lægen for at sikre sig at der nu også er blevet sendt den følgeseddel til apoteket så jeg kan få tilskud til mine meget dyre antidepressiver, og de skemalægger min hverdag, så at jeg ved, at jeg vasker tøj om onsdagen og bliver fulgt til fodbold om torsdagen. Det er også dem der snakker tingene igennem med mig når der sker skræmmende ting, så som når politikerne snakker reformer af førtidspensionen eller der kommer et uventet brev fra banken.
Jeg kan dog ikke helt skånes for ubehagelige overraskelser, og nogle gange er det bostedet, eller rettere pædagogerne der disker op med dem (ikke af ond vilje selvfølgelig).
Af en eller anden grund har disse ubehagelige overraskelser en tendens til at klumpe sig sammen, så jeg får en dag som for eksempel den jeg havde i går.
Dagen startede ud med at der kom en ny pædagog, det var i og for sig ikke nogen ubehagelig overraskelse, for det var blevet annonceret, problemet var bare, at der så fint stod, at han var ansat i dagtilbudet, og eftersom dagtilbudet endnu ikke er blevet konkretiseret hvad det egentlig er for noget, så stod det heller ikke klart hvad han skulle være for en. Det var meget underligt at hilse på ham, og selvom jeg ikke er kendt for at være genert, så fik jeg ikke lige sagt "nu ved jeg HVEM du er, bare ikke HVAD du er", nok mest fordi jeg på det tidspunkt ikke helt havde formuleret over for mig selv, at det var det der var problemet, jeg tænkte bare, at ham kunne jeg ikke lide (hvilket er helt ufortjent).
Frokosten blev svær. Jeg var træt i hovedet efter mødet med den nye pædagog, og så kom der en af pigernes mødre med til frokosten, og det stod ikke på tavlen. Frokostbordet blev rullet ind, og så var der blevet sat nogle nye tallerkener på, og ikke alene var det andre tallerkener end vi var vant til, de var også firkantede. Jeg blev virkelig ked af det, og selvom pædagogerne kunne give en god grund (de er mindre så man spiser mindre) så var det faktisk et stort problem for mig. Jeg kunne jo næsten ikke have alle de grøntsager jeg gerne ville have.
"Jamen, du kan jo bare tage to gange". Nej Gud fanden i fænghullet kan jeg ikke bare tage to gange når jeg ikke er blevet forberedt. Det vil jo være pisse grådigt, og grådige mennesker er fucking fede* og jeg vejer for helvede 8 kg mere end i sommers, og det har jeg det forbandet skidt med, så NEJ, jeg kan ikke BARE tage to gange.
*Jeg mener bestemt ikke at den går den anden vej og fede mennesker er grådige.
Jeg prøvede at tilpasse mit kropssprog så pædagogerne kunne se at jeg havde det skidt, men ingen reaktion, jeg gik op til mig selv, jeg kom ned og stillede et ligegyldigt spørgsmål, men ingen reaktion, jeg kom ned en anden gang og kunne slet ikke sige noget på grund af en klump i halsen, og så var der endelig en der kunne snakke med mig.
Vi talte sammen længe, men så skulle hun ned til overlap, selvfølgelig var det fint, stort smil og så ud på badeværelset og skære mig, 50 gange i venstre overarm. Barberbladet var nyt, så det skar dybere end jeg egentlig havde tiltænkt, men slet ikke så dybt at det skulle sys.
Jeg kunne slet ikke overskue, at jeg skulle til fodbold, så jeg blev hjemme, men med mega dårlig samvittighed, for jeg havde jo spist så det passede med, at jeg skulle ud og være aktiv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar