Så blev jeg endelig diagnostiseret som 23-årig. Mit handikap er en anderledeshed oppe i hjernen der gør, at jeg ser verden på en helt anden måde end dem vi kalder normale. Det betyder at jeg ikke kan deltage i livet på lige vilkår med andre. Det betyder IKKE, at jeg ikke kan deltage i livet, det betyder bare, at mit liv skal struktureres lidt anderledes end andres, at jeg måske altid vil have brug for støtte. Det betyder også at jeg kan nogle ting, som andre ikke kan. Jeg iagttager hvad der sker omkring mig og kommentere det, jeg kan lyde grovere og mere ubehøvlet og sandfærdig end folk er flest, men jeg har ingen bagtanker med hvad jeg siger.
'Den røde cardigan du har købt vil få dig til at se rødmosset ud'. Den sætning betyder hvad der står, den betyder ikke at hun er grim, eller at cardiganen er grim, den betyder ikke at jeg er sur, den betyder ikke at jeg ikke kan lide den, den betyder bare, at rød er en svær farve at gå med.
'Jeg er mere intelligent end folk er flest'. Det betyder hvad der står, at min hjerne fungere lidt anderledes end hos den generelle befolkning. Det betyder ikke at jeg er et geni eller at andre mennesker er dumme, det betyder ikke, at jeg ikke kan lide folk, eller at jeg ikke respektere deres holdninger, det betyder ikke at jeg er bedre end andre mennesker, hverken moralsk eller til at leve livet, det betyder ikke at jeg ved alt, det betyder ikke, at jeg altid vil vinde en diskussion, det betyder bare, at jeg elsker intellektuelle diskussioner.
Hen over weekenden har der været en ophedet debat på grund af Kernesund Families påstand om, at autisme kan og skal kureres.
Jeg vil slet ikke igen gå ind i diskussionen om autisme kan kureres, for det er en af de få påstande jeg virkelig ikke har respekt for. En diskussion jeg til gengæld er meget villig til at tage er, hvor vidt autisme burde kureres hvis det var at man kunne.
Standardisering (også af mennesker) er et anerkendt middel til besparelser, og dens gennemførelse er en lederbeslutning!
Sådan svarede min far da jeg lettere desperat skrev og spurgte hvorfor alle disse kvinder (næsten kun kvinder) havde så travlt med at fortælle mig, at jeg ikke må være den jeg er.
Jeg har til tider hadet min autisme, fordi jeg ville være lige som alle andre, men det er jo kun fordi, jeg ikke kan lide ikke at kunne følge med mine jævnaldrende på alle punkter. Jeg har når depressionen var mørkest hadet mig selv fra Herodes til Pilatus. Men når jeg (i den virtuelle verden) står over for en hel gruppe af mennesker der siger, at jeg bør helbredes for min autisme, så bliver jeg bange.
Jeg tænker som jeg gør blandt andet på grund af min autisme, jeg føler som jeg gør blandt andet på grund af min autisme, jeg er hvem jeg er på grund af min autisme, min autisme er en integreret del af mig, uden den vil jeg ikke være den jeg er, så når nogen kommer og siger at jeg bør helbredes, så siger de i grunden, at jeg ikke er god nok som jeg er, at jeg skal laves om.
De har det sikkert bedre med sig, når de har sagt det, men jeg bliver bange og ked af det. Jeg kan godt se at verden ville være et nemmere sted hvis vi alle var ens, jeg kan godt se at folk ville have det bedre hvis alle andre rettede ind efter hvordan de få syntes de mange skulle være, men der er vel også grænser for hvor mange life coaches, grafiske designere og inovations ingentiøre vi har brug for (ikke at der som sådan er noget i vejen med de erhverv, vi kan bare ikke alle være det).
Jeg er førtidspensionist og under 40 år gammel, ja endda under 30, så ifølge politikerene, burde jeg slet ikke være der. Jeg er ikke en frugtbar del af dette samfund. Jeg bor på hvad man groft sagt kan kalde en døgn institution, så jeg koster samfundet rigtig mange penge, så ja, måske ville samfundet være et bedre sted, hvis jeg kunne blive helbredt og rette ind.
Så er det her jeg skal fortælle alle de mange fine ting jeg kan og som er nyttige for samfundet og så videre, men jeg ved ikke hvad jeg skulle skrive.
Jeg har selvfølgelig mine blogs, og jeg mener selv at de er velskrevne og at jeg har en evne til at se på mig selv udefra og beskrive de ting der sker, men så banebrydende er de heller ikke, at jeg ligefrem mener, at de er en gevinst for samfundet.
Jeg er en god veninde, for jeg er lige netop så egoistisk, at jeg ikke mister mig selv, men jeg har heller ikke så stor tiltro til mine evner, at jeg tror at jeg kan og bør rede dem, og jeg er uinteresseret nok til, at jeg ikke bør vide alt, så hvis der er noget de ikke vil fortælle, så er det fint nok med mig. Jeg ved ikke nok om sociale strukturer til at kunne vide, i hvor høj grad samfundet har brug for gode veninder.
Jeg er økonomisk ansvarlig. Jeg kan godt lide at handle i små butikker, fordi jeg gerne vil støtte dem, især i trange tider, og jeg ved hvor vigtigt det er for økonomien at holde den i gang. Jeg bruger ikke flere penge end jeg har, og det største overtræk jeg nogensinde har haft, var på nogen og 60 kr. Jeg ved ikke om det her tæller med, men har vel set 'Luksusfælden' nok gange til at vide, at man skal opføre sig ordentligt, også økonomisk.
Jeg er hjælpsom, og det er en helt naturlig ting for mig lige at tage opvasken, også selvom det vist egentlig er pædagogernes job. Jeg kan godt lide at holde mig i gang, og jeg kan godt lide at gøre noget for andre.
Så hvad er det der er så galt ved mig, siden at visse folk så gerne vil have, at jeg bliver 'helbredt'?
1 kommentar:
Rigtig godt formuleret. Jeg kunne vist ikke have gjort det bedre.
Jeg ved ikke, hvorfor nogen vil have dig kurreret, for det kan man altså ikke. Nok kan man være fejldiagnosticeret, men det er jo ikke alle der er det.
Vi får vel vores diagnoser, så vi kan få den rigtige hjælp - Ja nogle gange må man kæmpe for lidt af hvert.
Jeg kan selv have problemer med impulskøb, men er dog blevet bedre til at prioritere, nu hvor jeg har fået flere penge i hånden, næsten fast beløb hver dag/uge/måned - dog afhængigt af dage og uger i måneden. Ja der er jo faste takster når man er døgnanbragt og skal have penge af kommunen.
Send en kommentar