De fleste beboere er hjemme hos deres forældre på weekend, og den sidste foruden mig holdt sig mest oppe i sin lejlighed, så jeg havde opholdsstuen for mig selv, så jeg kunne selv bestemme, om jeg ville læse eller se TV, eller jeg kunne snakke med pædagogerne eller vi kunne gå en tur.
(Har nu siddet og gloet på skærmen i en halv times tid. Det er faktisk enormt svært at beskrive hygge uden at det går hen og bliver decideret kedeligt. Resultatet er blevet, at jeg også vil skrive om nogle af de lidt negative ting. Jeg er åbenbart ikke så positivt et menneske som jeg gik rundt og troede).
Hele dagen kunne jeg lægge min weekendangst på hylden, og så alligevel ikke helt, for gang på gang stak spiseforstyrrelsen sin ækle snude frem.
Jeg sad og spiste frokost med en af mine mange yndlingspædagoger, eller rettere, det gjorde jeg ikke helt, for jeg sad og drak et glas kærnemælk, for jeg havde spist min frokost en halv time tidligere, fordi mit blodsukker var styrtdykket. Vi sad og snakkede om helt almindelige ting, da jeg pludselig begyndte at klynke, fordi jeg på grund af en vabel havde fået forbud mod at træne i fredags, og så ville alle mine muskler jo blive omdannet til fedt, og jeg skal have målt fedtprocent på onsdag, og så kan alle se hvor fed og klam jeg er, klynk, klynk, klynk.
Det var ikke fordi jeg ikke selv vidste hvor åndssvagt det lød, men det var som om tanken pludselig dukkede op og pressede alle andre ting væk, og jeg havde brug for hjælp at gøre tanken mindre. Så vi gik en tur, lod opvask være opvask og bare gik og snakkede om andre ting.
Jeg sad og så en fransk film med en anden af mine yndlings pædagoger der havde besluttet at holde kontorfri dag. Hun havde sat rosiner og mandler frem, og for mig er det indbegrebet af smagen af barndom. Så længe hun sad ved siden af mig, nippede jeg pænt af skålen, men da hun gik ud i køkkenet for at lave mad, så haps og snapser, så havde jeg spist en hel håndfuld. Når hun en gang imellem stak hovedet ind til mig kunne jeg komme med morsomme kommentarer om de kvindelige kuglestødere i atletikfinalen, men jeg havde det ikke selv særlig morsomt, jeg kunne bare koncentrere mig om ikke at tage mere fra skålen.
Under aftensmaden var mit humør tilbage, og jeg sad og diskuterede min bog med pædagogen, for hun har boet i Kina, og kunne fortælle mig, at min bog ikke er jævnt kedelig, den er faktisk dybt provokerende. Ud af øjenkrogen så jeg, at den anden pædagog havde levnet halvdelen af sit pitabrød. Jeg havde stadig halvdelen af mit tilbage. Jeg havde egentlig tænkt mig at spise det, for så meget havde jeg vel heller ikke spist? Nu kunne jeg ikke, og tanken om at jeg i første omgang havde tænkt mig at spise det hele, altså mere end pædagogen, gav mig kvalme over mig selv og hvor grådig jeg er. Jeg fik det enormt dårligt over det jeg allerede havde spist.
Til sidst måtte 'min' pædagog følge mig op i lejligheden, så jeg kunne komme på toilettet uden at kaste op.
Aftenen blev tilbragt foran sofaen med hver vores bog, som vi ivrigt kommenterede.
Hendes øjenhuler var så dybe, at en høne kunne lægge æg i dem. Hendes kindben stak frem som to spidse hvide bjergtinder.
"Landsbyens blod" Yan Lianke s 215
Min bog beskrev et AIDS offer, men jeg greb mig selv i at være misundelig...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar