Om skamfølelse

Jeg havde besøg af min psykolog i går, og vi talte om min nærmest konstante følelse af skam.

Skyld er den konklution mennesket kommer frem til når det bearbejder sine handlinger i forsøget på at blive et bedre menneske, det er disse handlinger man som katolik skal gå til skrifte med. Skam derimod er en reaktion der enten skyldes synder begået mod en eller ens forsøg på at retfærdiggøre forkerte handlinger.

Der er ikke noget i vejen med at føle hverken skyld eller skam, det er ganske normale måder at bearbejde input på, men for folk som mig har det bare taget overhånd.

Mit problem er, at mit barometer står skævt, så der skal ingenting til før jeg mener at en handling er forkert og jeg skammer mig over den. Det mest rammende eksempel jeg har på denne skævvridning er tilbage fra min skoletid.

Jeg var en meget stille pige der ikke rigtigt sagde noget, men når de urolige drenge fik skæld ud og besked på at opføre sig ordentligt, så oplevede jeg en dyb følelse af skam, som om det var mig der havde larmet og fik næsten lyst til at sætte mig ned og tude, for drengene skammede sig ikke, så jeg var nødt til at gøre det på deres vegne, ellers var der ikke orden i tingene.

Nu om dage er min skamfølelse mere afdæmpet. Heldigvis, for det tærer på kræfterne altid at have denne knugen i brystet som skam medfører.

For mig er skam en indikator for om jeg opfører mig som en pæn pige og om andre derfor vil kunne lide mig, så det er svært for mig helt at kunne forstå, at min psykolog mener at vi skal arbejde så meget med det. Jeg kan godt se, at det er uhensigtsmæssigt, at det kan få mig til at skære i mig selv, men er det ellers så farligt at føle skam?

Vi bruger nogle kognitive modeller til at arbejde med det på, og det fungere således:
Episode: på grund af min alder har jeg en anden holdning til Harry Potter end de andre piger her på stedet. Da vi sad og så den forleden dag kom jeg med en fortolkning de andre SLET ikke kunne acceptere som gyldig, så de afviste den kategorisk, hvorefter der blev meget stille.
Tanke: Dum, dum, dum nu synes de sikkert at jeg er en total idiot, som det slet ikke er værd at tale med, og jeg må virkelig være dum når jeg ikke selv kan se det dumme i min argumentation, for det må være virkelig dumt når de kan afvise det så kategorisk.
Følelse: Skam.
Krop: Knude i maven og overfladisk åndedræt, huden klør og jeg sveder.
Adfærd: Prøver af al kræft at skjule det, men kan ikke helt finde ud af at deltage yderligere i snakken, da jeg ikke vil gøre mig selv yderligere til grin. Da der kommer en pause går jeg ned og skærer i mig selv, men ikke på armen som jeg plejer, for jeg må ikke sætte mig selv i centrum, jeg gør det et sted hvor det ikke kan ses.

Sammen med min psykolog sad jeg så og fandt andre og måske mere realistiske fortolkninger af episoden:
- Deres afvisninger af mine argumenter var måske ikke så kategoriske og måske var tavsheden ikke så sigende som jeg opfattede det.
- Måske talte vi i virkeligheden om to forskellige ting.
- Deres forhold til Harry Potter er næsten religiøst, så måske de opfattede mine ideer som et angreb og gik i forsvars position (det kender jeg fra når nogen taler om paven og den katolske kirke).
- Det kunne også tænkes at det ikke var nogen vigtig diskussion for dem, og at de faktisk var mere interesserede i, om de skulle poppe en ny pose popcorn.

Skam er en stor del af min identitet, den stopper mig, når jeg bevæger mig ud hvor jeg ikke kan bunde, og jeg er bange for, at jeg igennem min psykologs arbejde vil blive en af de her lidt for selvsikre personer det ikke er til at holde ud at være sammen med.