Lidt om IQ

Jeg har altid set på mig selv som ret gennemsnitlig, måske endda en lille smule dum. Mine gennemsnit talte i hvert fald deres tydelige sprog, 8.6 i folkeskolen, 8.4 i gymnasiet, og 8 på universitetet (den gamle skala). Så kan det næsten ikke blive mere kommunefarvet. Der var selvfølgelig en masse ting der spillede ind, og jeg var jo ikke diagnostisere, så jeg fik ingen støtte ud over den som mine forældre kunne yde, men faktum er, at resultatet af 15 års skolearbejde blev 8.33.

Pædagogerne på mit tidligere bosted blev ved med at sige at det bare var karakterer, at de ikke betød noget, især ikke alle mine problematikker taget i betragtning, men et tal er så dejligt konkret, så for mig var jeg en 8.33 pige, ligegyldigt hvor ofte de sagde, at jeg var intelligent (nu kan man selvfølgelig gå ind og diskutere hvad intelligent er, men det er nu ikke det jeg vil bruge dagens indlæg på).

I midten af sidste år kom der så en psykolog og udførte en masse tests på mig, blandt andet en Wais-IV test, der er den officielle IQ test. Jeg scorede et ganske godt resultat, jeg var på ingen måde oppe i mensa potentiale, men stadig over den brede middelbefolkning. Det var så et nyt konkret tal at forholde mig til, men det var 26 års tænkning der skulle vendes, så jeg har brugt det sidste halve år på at vænne mig til det.

Nu er det så vendt, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan lide den person som at jeg er blevet. I går sad jeg blandt andet sammen med min kontaktpædagog og beklagede mig, fordi jeg ikke synes at jeg bliver intellektuelt udfordret i min hverdag. Hvad er det for noget hø at lukke ud? Bliver ikke intellektuelt udfordret i min hverdag? Sidder jeg virkelig der og føler mig bedre end alle mulige andre bare på grund af et tal? Det gør jeg jo desværre nok et eller andet sted, og jeg ville sådan ønske at jeg ikke gjorde, for det er ikke særlig politisk korrekt, og det er ikke særlig sødt overfor alle de fantastiske mennesker jeg er omgivet af.

Mens jeg sad og snakkede, blev jeg helt bange over mine egne ord. Sad jeg virkelig der og INDRØMMEDE hvor hovent et menneske jeg er? Hvad nu hvis hun så ikke længere kunne lide mig. Jeg var så bange, at jeg sad og skændte på hende, hvilket jo ikke gjorde min angst bedre. Egentlig var det jo virkelig uretfærdigt over for hende at jeg havde de tanker, at jeg troede at hun ville begynde at hade mig over så lidt.

Hun skulle lige ordne nogle andre arbejdsopgaver, så jeg sad for mig selv og var bange. Jeg havde slet ikke lyst til at tale med den anden pædagog, jeg sagde bare at jeg var træt. Da min kp endelig var færdig, havde hun egentlig fri, men jeg stod der og så så fortabt ud, at hun forbarmede sig over mig, og vi satte os op i min sofa og snakkede. Hun sagde, at jeg ikke havde sagt de ting i ond mening, at min asperger gør, at jeg bare siger tingene ligeud, jeg har ingen skjulte bagtanker, i min verden er der ikke andre ord for spade end 'spade'.