Af en asperger at være er jeg faktisk temmelig socialt anlagt, men det er vist ikke så usædvanligt blandt aspergerpiger. Problemet er lidt, at jeg, som mit liv ser ud lige nu, ikke får ordentlig mulighed for at udfolde det.
Der er en masse søde pædagoger på mit bosted, og jeg snakker meget med dem,, men forholdet pædagog - beboer kan aldrig være helt ligeværdigt, og det smitter nødvendigvis af på selv den bedste samtale.
Resultatet er, at jeg faktisk går rundt og føler mig en lille smule ensom i min hverdag. Jeg plejer at sige at jeg ikke bliver ensom, at jeg i stedet er socialt understimuleret, men jeg begynder at blive i tvivl om hvori den reelle forskel ligger. Jeg har en masse gode venner, de bor bare så langt væk, og jeg ser dem så sjældent.
At jeg ikke ser dem er min egen fejl, det er jo mig selv der melder fra, fordi jeg ikke kan overskue togturen.
Det er ikke noget der bliver snakket så meget om, men det må være et almindeligt kendt problem, for når man ikke længere går hverken i skole eller på arbejde, hvor skal man da møde ligesindede? Når jeg så mødes med mine venner fra den gang hvor jeg levede et næsten normalt liv, ja så føler jeg mig uværdig, jeg kan jo ikke snakke om de ting de snakker om, og jeg skammer mig over det liv jeg levet, over at jeg er endt som en social taber der ikke kan noget som helst, eller jo, det kan jeg, det føles bare ikke sådan.
Selvom jeg er socialt anlagt, er sociale relationer ikke noget der falder mig naturligt, og de færdigheder jeg gennem årene har tillært mig skal trænes for at jeg fortsag kan bruge dem bare nogenlunde naturligt.
Som barn var jeg bestemt ikke social, jeg havde i hvert fald ikke evnerne til at være det. Det gik slet ikke op for mig, at for at blive venner med nogen, så skulle man snakke med dem, og egentlig også interessere sig bare en lille smule for deres ve og vel. Det var først noget der for alvor begyndte at gå op for mig omkring gymnasiet, og som jeg først virkelig lærte at praktisere da jeg var på højskole.
På trods af, at jeg savner mennesker i min hverdag, så er jeg dog fortsat lidt af en lonely ranger, jeg kan nu altså stadig bedst lide at være alene det meste af tiden, men det kan også blive for meget, så jeg blev glad da en veninde skrev i går og sagde at hun havde fået det bedre, og om jeg ikke ville mødes. Det kan du tro jeg vil, sagde jeg, og blev helt varm indeni
Der bor også andre aspergere end mig her på mit bosted, men jeg taler ikke så meget med dem, hvilket jo lidt er min egen fejl, men det er bare så svært at lære nye mennesker at kende, når man ikke har noget at være sammen om. Det havde vi dog i går, da vi så Harry Potter, men der blev det bare så tydeligt at vi er fra vidt forskellige tidsaldre BHP og AHP (before and after Harry Potter) så vores indgangsvinkel til filmene/bøgerne er milevidt fra en fælles forståelse og fortolkning. Vi hyggede os, det gjorde vi da rigtig nok, men midt i fællesskabet følte jeg mig også ensom.
Den værste ensomhed er den man føler når der er andre mennesker til stede, for så føler man sig så dum, for hvorfor kan man ikke deltage i samtalen på lige vilkår med de andre? Er det fordi man ikke er intelligent nok? Er det fordi de andre ikke kan lide en? Er det fordi man lugter? Det er så svært at tro på, at det bare er én selv der har en off dag og derfor ikke kan se hvor hyggeligt det egentlig er.
Man, og især jeg, bær efterhånden have lært, at det er i orden at skille sig ud fr fællesskabet, at det godt kan være hyggeligt af den grund, at de andre nok ikke tænker lige så modbydelige tanker om én som man selv gør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar