Om min løbestil

Jeg står i en spejlsal i t-shirt og trusser og en ældre dame iagttager mig mens jeg går frem og tilbage. Året siger 1999 og min mor har sagt, at hun ikke vil se mig sjoske op af kirkegulvet til min konfirmation, hun har derfor besluttet at hun vil betale for at give mig undervisning hos min farmors mensendic lærerinde, så der gik jeg hver mandag efter skole.

Hæl, side, rul over til storetåen, både med bare tær og i de lyseblå sandaler med de høje hæle. Jeg var stolt, og jeg var god til det. Jeg øvede mig også i frikvarteret på skolegården, jeg gik frem og tilbage mellem den lille og den store går, mens jeg hviskede for mig selv 'hæl, side, rul over til storetåen'.

Mine klassekammerater syntes nu nok, at det så latterligt ud som jeg gik der frem og tilbage, men det så ikke latterligt ud, da jeg stod i kirken, for jeg var den eneste der gik pænt.

Remsen sidder der stadig, og jeg lægger stadig mærke til hvordan jeg går. Mit udseende er ikke noget at råbe hurra for, min holdning er helt til hundene, men mine ben arter sig pænt. Jeg løfter fødderne når jeg går, og jeg prøver ikke at ligne en model på catwalken ved, helt bogstaveligt, at sætte det ene ben foran det andet.

Jeg ved, at man ikke går og løber helt på samme vis, så jeg vidste ikke, om jeg kunne oversætte min visen til løbebåndet. Nede i fitness centret har jeg set mange gakkede løbearter, og manglen på spejle har gjort mig i tvivl om, hvordan jeg selv løber.

Min kontaktpædagog syntes IKKE at mine gymnastiksko var gode nok til mig til at løbe i, så hun fik mig villigt ned i den lokale løbebiks for at få lavet en løbetest.

Sådan en løbetest foregår ved, at man smider sko og strømper, ruller buksebenene op og løber på deres løbebånd mens de filmer ens ben. Bag efter får man så mulighed får at se sig selv løbe i slowmotion mens ekspedient og løbeekspert analyserer ens løbestil. Så gentages forløbet med et udvalg af løbesko.

Jeg forstod ikke ret meget af hvad damen sagde, men jeg kunne da se, at det faktisk så meget fornuftigt ud, ingen vrid, ingen underlige spjæt, faktisk så det hele fuldstændigt neutralt ud, og det var kun den blege hud, og de alt for store lægge (lårene også, men dem kunne man ikke rigtigt se), der vidnede om at det var mig.

1100,- måtte jeg af med, hvilket da immervæk er nogle penge, men det var ikke helt så galt som min løbske fantasi havde forestillet sig, og jeg går ud fra, at det er penge givet godt ud.

Mange af pædagogerne på mit bosted er løbe entusiaster, så da jeg kom hjem blev jeg udfrittet og rost, og de skulle da liiige se vidunderne. De raste skoene for deres kvalitet, men jeg tænkte bare i mit stille sind, at det var godt at det var de grå, for kridhvide løbesko er godt nok grimme når nu man ikke er særlig god til det der med løb. En marathon-agtig mand kan lidt lettere tillade sig det, ellers ligner man lidt en fed person der bare synes de er behagelige at gå i.

Jeg holder fast i, at jeg ikke er helt vild med det der løb, men jeg glæder mig nu næsten til, at jeg lige om lidt skal over og prøve mine nye sko af.