Aldersforskel

Her på mit bosted bor jeg sammen med en gruppe rigtig søde piger, men de er markant yngre end mig. Ikke så meget i år som i livsfacer.

I går var der tøseaften i den ene af fællesstuerne med "Harry Potter and the chamber of secrets", og vi kommenterede lystigt undervejs, men det blev tydeligt klart, at der er en usynlig mur mellem mig og dem. De behandlede mig pænt, vi snakkede og grinede og småskændtes, men jeg kunne ikke komme med ind i deres indforståede snak og vores kommentarer til filmen bevægede sig i to forskellige retninger.

Jeg er henholdsvis 7 og 9 år ældre end dem, og det var jeg også da bøgerne kom frem. For dem var det en del af deres barndom, for mig en del af min ungdom, så jeg forholder mig nok på en anden måde kritisk til hvad jeg læser og ser, for slet ikke at tale om, at vi også havde vidt forskellige syn på hvem der er lækre og hvem vi connecter med. Så mange gange når jeg kommenterede noget, gik samtalen delvist i stå. Ikke fordi de ikke respekterede min holdning, men fordi de lige skulle have mulighed for at fordøje hvad jeg sagde.

Som selvskader er husalfen Dobby og jeg best palls, vi forstår ligesom hinanden. Vi har et regelsæt inde i hovedet om hvordan man bør opføre sig, men vores indre oprørstrang får os til gang på gang at bryde disse regler, hvilket fører til at vi bliver nødt til at skade os selv. Det drejer sig ikke om en tanke om, at uh nej, nu har vi brudt reglerne, nu må vi hellere skade os selv, det kommer mere som en helt automatisk reaktion. Vi har også et voldsomt ønske om at blive frie, om at blive accepteret på lige vilkår med troldmændene/de normale mennesker. Så Dobby er en person jeg lægger meget mærke til, og i høj grad savner i filmene, men i vores lille kreds, var jeg den eneste.

Som sagt følte jeg mig udenfor i går, men også generelt, og det burde jeg også. De andre piger er unge, og er lige flyttet hjemmefra, de skal lære sig selv at kende som selvstændige individer, de skal finde deres fodfæste, lige som jeg skulle tilbage i 2005, da jeg flyttede hjemmefra.

Jeg boede på et kollegium i Aarhus, og jeg husker hvordan vi sad længe oppe og diskuterede filosofi, og følte os enormt kloge, hvordan vi impulsivt tog i Den Gamle By eller i biografen, hvordan vi lavede fællesspisning og højlydt diskuterede mængden af fedtstof (drengene mod pigerne) og hvordan alting var nyt og spændende.

Og jeg under dem det virkeligt, men jeg husker også hvordan de ældre beboere ikke havde så meget tid til os, de havde travlt med at leve deres eget liv. Så det er nu min opgave, at finde mit fodfæste i den situation jeg står i nu, som alderspræcident i et hus der langsomt bliver fyldt med piger yngre end mig. Jeg må blive enig med mig selv i hvor meget jeg vil blande mig i det øvrige liv, om jeg vil prøve at være veninde eller mentor, eller om jeg vil trække følehornene til mig og isolere mig i min lejlighed (helst ikke det sidste, det er jeg for socialt anlagt til).

De tre piger der bor her er tre vildt forskellige men super seje personligheder, men jeg ville sådan lidt i det skjulte ønske, at der kom en lidt mere ligesom mig, men der læste de samme bøger, en der så de samme film, en der grubler over de samme spørgsmål, men hun må for alt i verden ikke være tyndere end mig, det ville jeg ikke kunne klare.

Det er ikke meningen at dette indlæg skulle være klynk, men mere et tankeeksperiment om hvilken person jeg hidtil har set mig som (one of the girlz) og hvem jeg i fremtiden ønsker at være.