Om at modtage et kompliment

I går modtog jeg jeg ved ikke hvor mange komplimenter, pædagogerne var ved at falde over hinanden for at fortælle mig hvor smuk jeg var i min nye kjole.

Jeg skal til et bryllup her i påsken, og derfor tog min kontaktpædagog mig i går med ud for at finde et passende antræk. Jeg er ikke ret god til det med tøj, for på grund af min dårlige rumforståelse, kan jeg slet ikke forestille mig hvordan tøj på bøjlen ser ud når det kommer på kroppen, og jeg syntes af de kjoler vi hev ned fra stativet var enten kedelige eller decideret grimme, men min kp var så meget oppe og køre at jeg prøvede dem alligevel. Og godt jeg gjorde, for selv jeg kunne se, at de sad formidabelt godt.

Ekspedienten syntes lige, at jeg skulle prøve dem med et par høje sko, så jeg fik udleveret et par stenhårde pumps med 12 cm høje hæle, som jeg dårlig nok kun stå i for slet ikke at tale om at gå. Min kp og de to ekspedienter roste mig, roste snittet, roste mine ben, så mine kinder var på nippet til at antage samme lyserøde nuance som kjolen.

Jeg valgte mig en af kjolerne og betalte de 1200,- den kostede, men nu havde vi jo set, hvor godt den (jeg) så ud med høje hæle, og min kp insisterede på, at jeg ikke kunne bruge kinasko til et bryllup, så vi måtte også ud og se på sko.

Det kommer til at lyde som om jeg blev tvunget til alt det her, men det var yderst frivilligt, jeg havde bare brug for opbakning og for at få at vide, at det var i orden at bruge penge på sig selv, når nu de var givet til mig af min farmor i fødselsdagsgave, lige netop til dette formål. Jeg havde også brug for en til at fortælle mig at jeg så godt ud, og til at fortælle mig, at det er i orden at se godt ud, og at det er i orden selv at synes at man ser godt ud.Om jeg så tør tro på det, er en helt anden historie.

Jeg fandt egentlig nogle billige sko, men jeg faldt pladask for et par Sophie Schnoor ligeledes til 1200,- som jeg bare måtte have. Jeg er normalt fuldstændigt uinteresseret i sko, og jeg vidste slet ikke at jeg var i stand til så feminine tanker og følelser, men købe dem, det gjorde jeg, også selvom de gør ondt af h til at have på (lige som alle de andre jeg prøvede) og jeg ligner en girafunge på stylter når jeg går.

Hjemme igen skulle jeg gå modeopvisning, men jeg havde slet ikke modellernes selvsikre gang. langsomt kom jeg ned af trappen og stillede mig med bøjet hoved, så håret dækkede det meste af ansigtet. Foran mig stod der fem pædagoger der alle sammen fortalte mig hvor smuk jeg er, oversat i mine tanker til hvor smuk det sindssygt dyre tøj er, oversat i mine følelser til, at det er de nødt til at sige når nu jeg har brugt så mange penge.

Jeg kan ikke tro på, at jeg ser godt ud, jeg tør ikke tro det, jeg må ikke tro det. Når jeg sidder her og skriver begynder den dårlige samvittighed at melde sig, for hvor mange gange har jeg nu ikke skrevet det i løbet at teksten her, hvor mange gange har jeg ikke sagt det højt, til pædagogerne, og til min søster, da hun var her i går? Hvad tænker de ikke om mig? De må jo synes jeg er helt til grin, at jeg blot for en stund selv troede på det

Min søster og jeg talte om hele denne problemstilling med hvordan man helt oprigtigt ikke kan tro på det gode i en selv. Hun havde meget svært ved at sætte sig ind i det, og det er jeg glad for, for jeg ville være blevet ked af det, hvis hun også skulle gå og have det sådan.

Det er da også et problem for mig at tænke sådan, når nu jeg beskriver mig selv som kristen. Hvordan kan jeg tro på at Gud er perfekt, når jeg samtidig tror, at han har begået en står brøler med lige netop mig?

PS Jeg regner stadig min intellektuelle formåen for højere end mit udseende, men forfængelig er jeg nu nok under alle mindreværdskomplekserne.
______________

Billeder