Om at være besiderisk

Hun er min kontaktpædagog, MIN kontaktpædagog.

Det er ikke en side af mig selv som jeg er synderligt stolt af, men det er en side af mig der eksisterer, og som jeg må lære at leve med, så den hverken bliver en hindring for mig og mine omgivelser.

Jeg finder en person, en lærer, en sygeplejerske eller en pædagog, som jeg tildeler min fulde loyalitet, og som jeg så ikke ønsker at dele med nogen.

Nej, det er slet ikke rigtigt. jeg vil meget gerne dele, bare ikke når jeg går og har det rigtig svært så håber jeg eller forventer jeg (det kan umiddelbart være svært at mærke forskellen) at vedkommende smider alt hvad hun har i hænderne og kommer mig til undsætning, men sådan er virkeligheden bare meget sjældent skruet sammen.

Når det så går op for mig, at det ikke kan blive som jeg vil have det, bliver jeg ked af det og vred på den arbejdsopgave der er vigtigere end mig, på hende, fordi hun ikke lige kunne være der, og på mig selv, fordi jeg ved, at jeg egentlig ikke kan tillade mig at blive vred.

Jeg ved at det er en forskruet holdning at gå ind til livet med, men jeg ved ikke hvordan jeg skal, om ikke ændre det, så i hvert fald mildne det, så det bliver til at holde ud for alle parter.

Jeg ved ikke hvorfor jeg har det sådan, jeg er rædselsslagen bange for at føle mig forladt og overset, hvilket ofte sker, da mine krav er så urimeligt høje. Jeg bliver enormt ked af det, og har ikke lyst til at vise det, for det skal jo helst ikke vide hvor egoistisk en lille finke jeg er, de kan desuden nok i virkeligheden ikke lide mig, de er sikkert glade for at slippe for needy lille mig.

Når jeg tænker på de ting, bliver jeg endnu mere ked af det, fordi jeg får ondt af mig selv, og jeg vil have dem til at holde sig langt væk, eller holde om mig og stryge mig over håret og fortælle mig at alt nok skal blive godt en dag.

Jeg var til dels et omsorgssvigtet barn, ikke fordi jeg havde omsorgssvigtende forældre, men fordi jeg har et psykisk handicap. Jeg fik en masse ting som jeg burde have kunnet bruge til noget, men som jeg ikke kunne, og jeg havde behov for en masse ting jeg ikke burde have haft behov for. I og med pædagogerne er uddannede og har erfaring med folk som mig gør, at de har nogle kvaliteter som jeg som barn søgte hos min mor. Det er ikke kvaliteter man normalt finder hos mødre, så jeg kan ikke bebrejde hende noget (det gjorde jeg desværre alligevel i mange år), og nu hvor jeg har fundet dem, kan jeg ikke få nok.