Der er en pædagog, som jeg har svært ved at kommunikere med. Hun er både sød og dygtig, men vi taler meget tit forbi hinanden. En dag prøvede vi at have en indgående samtale om vores vanskeligheder. En af de vanskeligheder hun havde ved mig var, at hun synes jeg stirrede, og det gjorde hende utryg. Jeg derimod blev ked af det fordi jeg synes at hun vender sig bort fra mig.
Jeg husker ikke hvordan min psykolog og jeg kom til at snakke om det, men i hvert fald kunne hun give mig en forklaring, som måske virker åbenlys for enhver der ikke lige har Aspergers syndrom. Når vi sidder sammen, sidder jeg for bordenden og hun ved siden af mig lige rundt om hjørnet. Vi kan have nogle hyggelige samtaler, men nogle gange bliver der stille (både på den gode og den akavede måde), og når vi ikke lige taler sammen kigger hun væk, og hun er ikke den eneste der gør, og det har altid gjort mig enormt ked af det, for jeg føler, at hun ikke ønsker at være der, at hun bare sidder og venter på at få lov til at gå. Er jeg virkelig så kedelig at være sammen med, tænker jeg, og derfor ser jeg på hende, fordi jeg ønsker, at hun ser på mig.
I går fortæller min psykolog så, at det er det folk normalt går, ser diskret bort, når man ikke lige snakker sammen, at det kan blive set som uhøfligt at sidde og se på folk. Jeg er slut 20'erne ny, hvorfor er der ikke nogen der har sagt det til mig noget før, jeg ønsker ikke at være uhøflig, nærmest tværtimod. Det er problemet ved at være asperger, vi ved rigtig mange sjove og mærkelige ting ting, men de ting folk tror at vi ved, dem ved vi ikke, og derfor kommer vi tit galt af sted.
Den sad min psykolog og jeg så lidt og grinede af, og det var sjovt så længe jeg sad sammen med hende, men egentlig kan jeg godt blive lidt flov i sådanne situationer, for det burde ikke være nødvendigt, at folk skal fortælle mig disse ting, der burde være sådan noget jeg opsnappede af mig selv i løbet af min barndom.
Jeg spurgte, hvorfor folk ikke havde fortalt mig det, men det har de jo nok, både i virkeligheden og i bøgerne, de siger jo altid at man ikke må stirre, men det er først nu, at det helt går op for mig hvad det betyder. Jeg vidste jo godt at man ikke må gå og kigge på folk på gaden, men at man heller ikke må så på dem man er sammen med (på den her måde), den var ny. Og igen, jeg er efter at jeg er genbegyndt på universitetet begyndt at lære, at man gerne må, ja man skal faktisk helst, se en lille smule på folk, også selvom man ikke er sammen med dem eller kender dem, for ellers lærer man dem ikke at kende, når man nu er den eneste der ikke kender nogen.
Jeg er derfor begyndt at løfte blikket fra jorden foran mig, hvilket er hårdt. For det første fordi det er hårdt at bryde en gammel vane, men også fordi det er en vane der har skånet mig for en masse sanseindtryk. Nu da jeg lige så stille er begyndt at se op, ser jeg en million ting, som jeg tager ind uden filter, og det gør mig træt og giver mig hovedpine, men det er det værd, for i går da jeg var på vej hjem, ser jeg uden foran bygningen to piger som jeg har timer med, og jeg så dem i øjnene og nikkede farvel. Det er selvfølgelig ikke alverden, men for en enspænder som mig er det noget stort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar