Om at lære at føle

"Kære [en god veninde]

Jeg synes at folk taler alt for lidt om alle de 'grimme' følelser vi går rundt med. Vi taler så meget om de gode, som om det er alt hvad vi består af, fordi vi tror det får os til at se bedre ud, men Gud skabte os som hele mennesker, gode som dårlige, og det er vores opgave at bruge også det dårlige til noget godt, men hvordan kan vi det, når vi hele tiden fortier hvad der virkelig sker med os? Jeg er meget åben om mine følelser, men de aller værste tanker, deler jeg ikke med hvem som helst, jeg vil jo gerne virke som hende den store fornuftige pige, men følelserne er der, og de fylder, så heldigvis har jeg en kontaktpædagog X, som virkelig kan 'tåle' også at høre det grimme, det er faktisk som om hun bedre kan lide én jo flere af de grimme ting man fortæller. Jeg fortalte hende om skænderiet, jeg fortalte, hvordan jeg følte mig ydmyget af pædagog Y, og at jeg derfor under skænderiet også havde en stor trang til også at ydmyge hende. Det er ikke en pæn ting at ønske at ydmyge nogen, så jeg følte mig som jordens dårligste menneske, og jeg skammede mig helt ind i sjælen. Pædagogen X fortalte mig så, at det er en helt normal følelse, at det er en af de mange følelser der kommer op i en når man skændes, og det snakkede vi så lidt om. Jeg var så lettet, at jeg havde lyst til at give hende en kæmpe krammer. Måske er jeg alligevel ikke helt så slem som jeg nogle gange slår mig selv i hovedet over, men den grimme følelse kan jeg kun slippe af med, hvis jeg snakker med nogen om den, derfor snakker jeg, og jeg snakker meget."

 Jeg kommer fra en familie, hvor følelser ikke er noget man taler om, og derfor lærte jeg aldrig hvordan man føler på den 'rigtige' måde, og derfor er jeg bange for følelser. I psykiatrien skulle jeg så begynde at lære at tale om følelser, og nu snakker jeg om dem hele tiden, og jeg føler at det er logisk, at jeg taler om dem på en meget lidt følelsesladet måde. Følelser er noget der skal dissekeres, undersøges og analyseres. Jeg kan godt lide at være god til det jeg gør, og når jeg ikke kan lade være med at føle, så vil jeg være god til det, men det er svært at blive god til det, når folk ikke vil tale om de mere avancerede ting.

Det kom lidt bag på mig, at det faktisk var min mor af alle mennesker der først begyndte at tale om det på samme analytiske måde som mig selv.  Det kom ikke bag på mig, at hun var analytisk, men at hun snakkede om det. Dengang snakkede vi om rejsefeber, og for første gang var der nogen der fortalte mig, at jeg ikke er den eneste der synes det er helt forfærdeligt at skulle ud og rejse, selve rejsen er fin nok, men der er bare så mange ting der skal falde i hak først.

 Nu er jeg begyndt at kunne tale om det med flere, og jeg begynder mere at lægge mærke til det i TV. I går så vi "Bypiger søger bonderøve*", og det irriterede mig hvor meget de piger følte hele tiden, og det så ikke engang ud som om det generede dem. Jeg nævnte det for den pædagog der så TV med os. Hun sagde, at følelser for normale mennesker er der hele tiden, men at det ikke føles nær så voldsomt for dem, som det gør for os med Aspergers (spørg mig ikke lige hvorfor). Det meste af tiden føler jeg ikke rigtigt noget. Det er ikke fordi jeg føler mig tom, jeg føler bare ikke noget, men når der så sker noget, godt som skidt, så rammer det mig hårdt, og jeg føler, at jeg kvæles.

Det kunne være rart, hvis følelser var en integreret del af den jeg er, men det føles som noget uvelkomment, som et fremmedlegeme, men det er altså bare en ukendt del af mig selv, som jeg skal lære at styre og leve sammen med, men for at lære, er jeg også nødt til at tale om de grimme ting, og andre skal også tale om dem, ellers føler jeg i endnu højere grad, at jeg er en freak.

* Okay, lige en kommentar til denne uge, hvor pigerne er på Bornholm, og hvor jeg ikke kan lade være med at holde af Sebastian, og jeg bliver voldsomt irriteret på Gabbi. Til dem der ikke har set programmet. Sebastian er 26 og er aldrig blevet kysset. En af pigerne giver ham et kys, og det er lidt sjovt, men så vil Gabbi også have et, og hun leger med ham fordi det er sjovt, og sender blandede signaler, og det virker som om hun bare gerne vil vinde, men ikke vinde ham, bare vinde legen, problemet er, at han ikke ved at det er en leg, og hun ikke tænker over at han ikke ved det, og jeg får kvalme af ren og skær irritation.