Hvad vil du være når du bliver stor? Sådan spurgte vi grinende hinanden, da jeg gik i gymnasiet, men latteren dækkede over en voksende angst, for det der med at vælge uddannelse var sådan et vigtigt og uoverskueligt valg, og det var som om der var nogle hemmelige og fatale konsekvenser ved at vælge forkert. Min egen historie kommer senere, men jeg vil lige fortælle, hvorfor jeg lige kom til at tænke på det nu.
I går da jeg kom til Aarhus og stillede mig hen til bussen for at komme op på universitetet, hang der en stor orange seddel om, at ingen af mine mulige busser holdt der længere. Jeg blev helt paf og lettere panisk. En anden desperat men noget yngre pige henvendte sig til mig, om jeg ikke nok ville være sød at sige hvad hun skulle gøre. Jeg vidste det jo knap nok selv, men jeg fik da læst lidt grundigere på seddelen, og fik os gelejdet hen til næste stoppested. Vi faldt i snak, og hun fortalte at hun gik i 3.g på et ikke Aarhusiansk gymnasium, og at hun skulle med klassen til noget introduktion på universitetet (fysik). Jeg spurgte om hun da gerne ville læse fysik. Det vidste hun ikke rigtigt, det var så stort det der med at vælge.
Jeg rodede ikke i det, for jeg husker den kvalmende angst der vældede op i mig hver gang nogen spurgte hvad jeg ville. Jeg husker hvordan jeg havde lyst til at skrige af dem, om de da for helvede ikke bare kunne lade mig være i fred. Det var deromkring, at min spiseforstyrrelse og selvskade rigtigt gik i gang, fordi jeg var så bange for det der med fremtiden. Som jeg sidder her, så mange år senere, så føler jeg stadig et vist ubehag bare ved tanken, og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal skrive det ned, så man virkelig kan mærke desperationen. For mig var det at blive 'voksen' noget af det mest skræmmende jeg i mit liv har været udsat for. Jeg snakkede ikke rigtigt med nogen, så jeg ved ikke om andre også havde det sådan, eller om de havde det i en mindre grad.
Selvom pigen og jeg snakkede lidt om det der med universitetet, så spurgte jeg ikke ind til noget, og måske var det godt, men måske var det hun virkelig havde brug for at betro sig til en fremmed pige i bussen, som hun aldrig ville komme til at se igen.
Nu hvor jeg igen så småt er begyndt på universitetet, spørger folk om jeg har tænkt mig at fortsætte på teologi efter hebraisk. Jeg ved det ikke, men spørgsmålet slår mig ikke længere ud. Jeg kan blive på teologi, eller jeg kan lade være, det betyder ikke længere så meget. For det første er jeg pensionist, så bare det at tage en uddannelse er stort, og for det andet, så hviler jeg mere i mig selv, som det så flot hedder, hvilket bare betyder, at jeg tager tingene lidt mere som de kommer. Men jeg kender ikke svaret. Det ville være praktisk, nu er jeg jo ligesom i gang, men der er bare så mange andre fag der også er spændende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar