Jeg har haft en hård uge i sidste uge, og så havde Anders Lund Madsen
skrevet et forord til min Mumibog, hvor han gjorde Mumitrolden til sin
egen, og det blev jeg rigtig ked af, for så kunne han ikke være min
(altså Mumitrolden, ikke Anders Lund Madsen). Hele weekenden rendte jeg
rundt og var rastløs og jaloux, og da vejret var varmt og trykkende, så
kunne min sløvede hjerne ikke komme på nogen bedre idé end at skære mig.
Det blev kun lidt dybt, til gengæld blev det længere end normalt, så
jeg behøvede ikke at skamme mig, da jeg gik ned til pædagogerne, for ja,
jeg kan godt skamme mig over et 'dårligt' sår.
Den
mandlige pædagog ringede ud på skadestuen som de plejer, men han blev
sendt videre til vagtlægen, ny procedure åbenbart. Jeg hader ændringer,
men jeg tog det nu meget pænt til at begynde med, men så kom vi derud og
jeg sad mellem larmende småbørn og deres snadrende mødre der alle sad
og gloede på min blodige forbinding, så jeg stak fingrene i ørerne og
rokkede frem og tilbage mens jeg forsøgte at tænke på rare ting, som for
eksempel hvordan jeg kunne øge min selvskade mens jeg var der.
Der
er ikke mange let tilgængelige skarpe genstande i og omkring en
skadestue/vagtlæge (skal øve mig i at sige vagtlæge), så jeg undskyldte
mig et øjeblik og gik udenfor. Jeg havde lidt håbet at kunne finde et
glasskår, men sådan noget var der selvfølgelig ikke, så da kysten var
klar, bøjede jeg mig lynhurtigt ned, bandt min forbinding op, og hældte
sort sand i såret. Det sved noget så dejligt, og så kunne jeg lidt bedre
udholde tanken om at komme ind til vagtlægen. Jeg fortalte pædagogen om
det før vi blev kaldt ind, for ud over at det er umuligt for mig at
holde min kæft, så fortjente han bedre end at blive overrasket med det
foran lægen. Han godtog ikke mit argument med, at hvis sygehuset skal
gøre det besværligt for mig, så skal jeg også nok gøre det besværligt
for dem, for så er det meget mere logisk at gøre noget slemt mod mig
selv fordi jeg bliver overvældet af en forandring. Det er da vist kun
fordi han er vant til min og andre selvskaderes måde at tænke på, for
det giver da vist ikke mening for menig mand.
Jeg ved
ikke om det er vagtlægen jeg har noget imod, eller om det bare var
ændringen, men det blev en meget akavet samtale. Jeg blev kaldt ind i et
alt for trangt og uindbydende lokale, og i stedet for at bede mig sætte
mig ned, stod vi alle fire (lægen, sygeplejersken, pædagogen og jeg)
midt på gulvet i et stort virvar. Lægen så på såret og spurgte hvad det
sorte var, jo, det var sand, og så blev jeg alligevel sendt ind på
skadestuen for at en sygeplejerske kunne vaske og sy det, og så var jeg
tilfreds. Jeg tænkte en masse ikke så pæne ting om vagtlægen, men det
havde han egentlig ikke fortjent, for han var en sød lidt ældre herre
der meget gerne ville spørge ind til hvordan jeg havde det, men det
tillod jeg ham ikke, fordi jeg var i en tilstand af lettere panik.
Men måske skyldtes min aversion mod vagtlægen, at jeg engang på skadestuen blev syet af en læge, som var lidt sød,
og det var ikke lige fordi jeg troede, at jeg ville møde ham igen, men
jeg kom da til at tænke på ham og blev en lille smule trist. Når jeg
tænker over det, er der så ikke en psykopat test der handler om noget i
den stil? Jeg turde næsten ikke fortælle historien af frygt for at folk
ville komme til at misforstå, men som sagt, så har jeg uhyre svært ved
bare at holde min kæft.
Da jeg kom hjem ville jeg
slappe af med lidt TV, men så er det dumt når der er to programmer jeg
gerne ville se. Det er en krise de fleste mennesker kommer ud for på et
eller andet tidspunkt, og ofte sker det ofte, men når man lige kommer
hjem fra skadestuen, så har man ikke overskud til at skulle træffe valg.
Skulle man se et super spændende program om videnskabsnørder på Galthea
ekspeditionen? Eller et fantastisk fordummende program om amerikanske
småbørn der bliver mejet ud til skønhedskonkurrencer? Jeg valgte det
sidste og morede mig kosteligt, men jeg kan godt nu fortryde det lidt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar