Jeg har det ikke godt med mit vredesudbrud den anden dag, rent faktisk kan jeg ikke lade være med at hade mig, ikke sådan vildt og voldsomt, bare en lille smule. For dem der her fulgt med længe, kan det ikke komme som et chok, at jeg efter det skete endte på skadestuen, men jeg tror alligevel, at jeg vil forbløffe jer, når jeg fortæller historien.
Den bøde side af mine underarme er efterhånden så dækket af ar, at jeg ikke kunne finde et nyt sted at skære. Enten skulle jeg så finde et nyt sted på kroppen at skære, hvilket var alt for overvældende en beslutning for sådan et vanedyr som mig, eller også måtte jeg skære hen over allerede eksisterende ar. Jeg valgte det sidste. Problemet ved at skære i gamle ar er, at huden er meget sej, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det er helt vanvittigt dette her. For mig har selvskade været så normalt for så længe, at selvom folk siger at det er helt forkert at gøre sådan noget, så kan jeg ikke se det, for det er jo bare sådan jeg gør, men nu er frøet til tvivl altså langt om længe blevet plantet i mig.
Mere er der egentlig ikke til den del af historien, men nu begynder weekenden, og allerede i går kunne jeg mærke, hvordan uroen er begyndt at tage over, og jeg ved bare, at det bliver nogle frygtelige dage at komme igennem. Jeg ville ønske at jeg gjorde dette her automatisk, men jeg planlagde det allerede i går. Da jeg stod op, tog jeg tøj på, spiste morgenmad og gik en tur. Jeg gik bare rundt i gaderne kl 5 en lørdag morgen. Jeg bor inde midt i byen, så det er begrænset hvor meget af stjernehimlen man kan se, men jeg fandt et sted, hvor en gadelygte var gået ud, og hvor jeg kunne stå og se op og lade mig betage. Stjernerne stod stille, men alligevel var det som om det hele snurrede rundt, hvilket det jo nok i princippet gør, men lige i dette tilfælde var det nok nærmere et psykologisk spil der gav effekten.
Det var mørkt og koldt at gå rundt udenfor, men det var også friskt og beroligende. Tanken strejfede mig da, at hvis jeg var ude for en ulykke med eller uden menneskelig indvirken, så var jeg meget alene og sårbar, men det var også det at være alene og sårbar der gjorde det så rart og hyggeligt, og jeg ønskede, at jeg bare kunne gå og gå i det uendelige, men det kunne jeg ikke, for jeg har fået nye sko, og de er endnu ikke gået til. Jeg har ikke fået vabler, hvilket jeg ellers let får, så jeg kunne muligvis være gået meget længere, men så kom jeg ind i en del af byen, hvor jeg ellers kun kommer når jeg er på vej hjem fra den gåtur jeg oftest går, og så virkede det på en eller anden måde så kunstigt at vende om for at gå længere. Jeg kunne også være gået igennem kvarteret og ud på den anden side, men det virkede også forkert, så jeg gik bare hjem.
Dengang jeg boede i Randers havde jeg en periode hvor jeg havde det rigtig skidt. Min psykiater på Risskov (psykiatrisk hospital) havde 'for sjov' taget mig af al min antidepressive og angstdæmpende medicin, og jeg havde endnu ikke fået en ny psykiater i Randers. Morgen efter morgen vågnede jeg før visse andre gik i seng, og angsten hamrede igennem kroppen, og jeg kunne ikke trække vejret. Så tog jeg vinterstøvler på og en lydbog i ørerne, og så gik jeg. Jeg gik i en time, to timer, tre. Jeg gik til jeg tidligt om morgenen vaklede ind i min lejlighed, bleg, men med røde kinder, og smed mig på sengen, og hvis jeg var heldig, sove et par timer.
Jeg husker ikke hvor længe disse nattevandringer stod på, men jeg husker den gang jeg for vild i et øde industrikvarter kl halv fem om morgenen. På et tidspunkt kom jeg til en vej, og jeg vidste at den med 100% sikkerhed gik ind til Randers, jeg vidste bare ikke om jeg skulle gå til højre eller venstre. Folk spørger om jeg ikke var bange, men det var faktisk rart at være væk. Desuden, folk begyndte jo efterhånden at komme ud med deres hunde, og jeg kunne have spurgt dem, hvis jeg ikke lige havde fundet en busrute jeg kunne følge, og til sidst kom jeg til en vej jeg kendte og gik hjem. Egentlig havde jeg det godt efter lige nøjagtig den tur. Jeg havde fået en udfordring og jeg overkom den, og jeg følte mig super sej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar