Jeg har aldrig rigtigt lært skænderiets spilleregler, for vi skændtes ikke rigtigt derhjemme. Vi kunne selvfølgelig godt blive sure på hinanden, men vi var ret gode til at bide det i os. Min søster og jeg skændtes, da vi var børn, og lidt som teenagere, men så gik vi i stedet over til at ignorere hinanden. Det er ikke muligt at ignorere hinanden et sted som her, og det er heller ikke spor meget bedre end at skændes, men jeg ved i hvert fald hvordan man gør det. Jeg ved til gengæld ikke hvordan man bliver vred på den rigtige måde.
Onsdag aften var jeg træt, og der skete noget med min mad. Jeg ved ikke om jeg råbte men jeg talte højt og forlod spisestuen og gik ned i min lejlighed. Senere på aftenen skulle vi så tale om det, men jeg var stadig vred, og jeg talte vist endda endnu højere. Det var flot at jeg kunne blive vred, jeg fik ros. Jeg var forvirret, for for mig er vrede noget af det værste, det er sådan en følelse man (især jeg) ikke kan tillade sig at have.
Torsdag var jeg stadig vred, men stemningen var egentlig god, indtil der igen skulle tales mad. Desværre var vi ikke alene da det skete, hvis vi var, var det nok ikke gået så galt. Denne gang råbte jeg ikke op, jeg var næsvis og hoven, og jeg ved godt, at det var forkert, og jeg ved at jeg fortjente at få skæld ud, men for mig var begge reaktioner fra min side forkerte, så jeg kan ikke begribe hvorfor den ene var 'flot' og den anden 'overhovedet ikke acceptabel'.
Da jeg fik skæld ud var jeg forvirret over pædagogens reaktioner, forvirret over mine egne alt for stærke følelser, og jeg var bange for både de følelsesmæssige og de praktiske konsekvenser, så jeg gik i forsvarsposition, og hun gik i forsvarsposition, og således gravede vi os hver en skyttegrav og sad og nedstirrede hinanden.
Vi afsluttede samtalen med smil og forsikringer om at vi ikke var sure på hinanden, hvilket for mit vedkommende var en stor fed løgn. Eller nej, jeg er egentlig ikke sur på hende, og vi kan tale hyggeligt om alt andet end mad.
Her kommer der lige et par passende citater fra min yndlings Muminovelle om den usynlige pige Ninni. Mumifamiliens godhed gør hende synlig, på nær hovedet.
""Hun kan ikke lege," mumlede Mumitrolden ganske forbløffet. "Hun kan ikke blive vred," sagde Lille My. "Det er det, der er i vejen med hende." "Hør nu her," fortsatte hund og gik helt hen til Ninni og så truende på hende "du får aldrig dit eget ansigt, før du får lært at slås. Stol kun på det." "Javel", sagde Ninni bare og trak sig forsigtigt tilbage". (Jansson, Tove "De tre sidste romaner", s. 86)SPOILER ALLERT!!!
"Det var naturligvis ikke hans [Mumifars red] mening at smide hende [Mumimor red] i vandet, sådan som han plejede at gøre, da hun var ung. Måske ikke engang gøre hende bange, men bare more ungerne lidt. Men inden han nåede frem, lød der et hyl, et rødt lyn fløj over broen, Mumifar skreg i vilden sky og tabte hatten i vandet. Ninni havde hugget sine små usynlige tænder i Mumifars hale, og de var skarpe. "Bravo, bravo!" råbte Lille My. "Det kunne selv jeg ikke have gjort bedre!"Ninni stod på broen med en lille opstoppernæse i et vredt ansigt under en rød pandedusk. Hun hvæsede af Mimmifar som en kat. "Du kan bare prøve på at smide hende i det store, skrækkelige hav!" råbte hun. "Hun kan ses, hun kan ses!" råbte Mumitrolden. "Hun er jo sød!" "Å ja, ganske sød," sagde Mumifar og synede sin forbidte hale "Hun er det dummeste, mest fjollede og mest forkert opdragede barn, jeg nogensinde har set, med eller uden hoved." [...] "Jeg har aldrig hørt hende le før," sagde Tootikki. "Jeg synes, I har fået lavet hende endnu værre end Lille My. Men hovedsagen er jo, at hun kan ses."" (s. 88)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar