I går var jeg så umanerlig heldig at skulle køre med DSB og ikke Arriva, det ville sige at jeg kunne sætte mig ind i en dejlig stillekupé helt uden fnisende teenagere. Helt heldig var jeg dog ikke, for jeg kom til at sidde overfor et nyforelsket par der skulle på deres første weekendophold sammen. De stod desuden på i hver deres lille by, så de sås nok ikke så tit som de gerne ville, ergo kunne de ikke holde fingrene fra hinanden og de prøvede at holde deres samtaler til en hvisken, men de kunne sikkert ikke høre så godt, for de var begge over 70, så det blev en meget høj hvisken. Et eller andet sted var det da meget sødt, men det var også lidt irriterende.
I dag tager jeg så selv af sted på et weekend ophold, dog ikke sammen med mit livs store kærlighed, men bare sammen med min mor, men det skal nu nok blive hyggeligt alligevel. Det er efterhånden noget vi har gjort i en del år nu, så bor vi i sommerhus eller på bed & breakfast et eller andet sted i Jylland og går ture, snakker og laver mad. Det er ikke fordi der sker det helt vilde, men nogle gange er det også bare dejligt med lidt fred og ro.
Vi indledte traditionen i sommeren 2009. Jeg var midt i en 8 måneder lang indlæggelse på psykiatrisk, hvor jeg ikke var i behandling, men kun til opbevaring, indtil der blev fundet en plads til mig på et bosted. Jeg kunne gøre hvad det passede mig, jeg havde fri udgang og alligevel følte jeg mig mere fanget end nogensinde før, så min mor lånte et sommerhus ved vandet af nogle bekendte, og så drog vi af sted. Nogle år har vi gjort det én gang, nogle to, men det er en fast tradition at vi kommer af sted, selvom det var lige ved, at det ikke blev til noget i år.
Jeg er dog glad for, at vi kommer af sted alligevel, for selvom jeg nu lige så stille er begyndt at snakke med nogen af dem fra holdet, eller måske lige nettop derfor, tærer det på mine kræfter, og jeg har brug for at komme ud, udenfor, ud i den vilde natur, så vild som man nu engang kan finde den i Danmark, og der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning, så selvom vejrudsigten ser lidt trist ud, så er jeg det ikke.
Men denne tur handler ikke kun om at gå ture, den handler også om, at jeg kan tilbringe lidt tid sammen med min mor. Normalt når vi ses, så kommer hun hos mig, er der et par timer, og går så igen, og det passer os begge fint, men hun er jo trods alt min mor, og selvom jeg er i den sidste halvdel af tyverne og bor på et bosted omgivet af plejepersonale, så er det nu alligevel nogle gange Mor man har mest brug for.
Jeg har især brug for at tale om universitetet. Pædagogerne lytter gerne, men for de fleste af dem er det en fremmed verden, og der er så mange ting jeg bliver nødt til at forklare, hvor jeg mere har brug for bare at blive forstået.
På grund af min lille tur her, vil der ikke være nogen indlæg før på mandag, hav en hyggelig weekend.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar