Om en overnatning på psykiatrisk

Jeg havde et mindre nervesammenbrud, der er vist ingen anden måde at udtrykke det på. Jeg er led og ked af nye personaler, nye beboere, nye rutiner, jeg vil bare have FRED!

Jeg blev kørt på skadestuen med endnu en flænge i armen. Normalt når jeg har skåret mig er jeg cool nok og sidder og hyggesnakker med lægen og sygeplejersken, men denne gang sad jeg bare og tudede fordi jeg ikke ville hjem, for derhjemme var alting jo stadig kaos. Lægen spurgte bekymret om jeg var suicidal, for det skal man helst være, hvis man skal have hjælp, men nej, jeg vil ikke tage mit eget liv, dertil sker der for mange gode ting i mit liv, både lige nu og sådan generelt, men jeg var selvskadende, og jeg ønskede at være mere selvskadende. Den lille bitte flænge (7 sting) i min arm var slet ikke nok, jeg måtte have blod, ydmygelse og smerte.

Lægen var enormt sød ved mig og ringede over på psyk, hvor hun talte med en lige så sød psykiater, og så lod jeg mig frivilligt indlægge på psykiatrisk modtagelse intensiv afdeling.

Jeg lå hele dagen på min seng og stirrede ud i luften. Jeg ville gerne tale med sygeplejerskerne, men de ville have at jeg tog initiativet til en samtale, men det kunne jeg ikke, for i princippet kunne de jo ikke hjælpe mig med det der var mit problem, jeg var der jo ikke fordi jeg var dybt deprimeret, men fordi der sad en fremmed dreng på min sædvanlige plads i sofaen, fordi en af de nye pædagoger brugte 50 g margarine til stegning, og fordi der bare ikke var plads til mere nyt inde i mit hoved.

Jeg blev medicineret, jeg fik sovet, og jeg opholdte mig i et et værelse så tilpas anonymt at man føler sig fri*. Så til lægesamtalen i går, blev vi enige om, at det var bedst for mig at komme hjem. Jeg græd jo ikke så meget mere, og jeg skulle hjem og have redt trådene ud, jeg skulle hjem og lave aftaler med pædagogerne, hjem så jeg ikke for alvor ville begynde at hade ham den nye dreng bare fordi han er der.

Hjemme igen var jeg bare så enormt overskudsagtig, og der var ikke den ting jeg ikke kunne klare, men om aftenen vendte sorgen tilbage, og jeg bare græd og græd. Nu er spørgsmålet så, om jeg er frisk nok til at tage til Paris. Skal jeg sige at 'mine dage jo er gode, så selvfølgelig kan jeg klare det' eller 'er mine aftener så dårlige, at jeg ikke skal udsætte mig selv og de andre for mine sammenbrud'? Jeg vil så gerne til Paris, men jeg er også bange, for Paris og alt hvad det indebærer vil vær flere nye ting oven på alt det nye der er sket.

Kære Gud.
Hjælp mig med at træffe det rigtige valg.

*Naja Marie Aidt "Poesibogen"