Om en flot krop

Jeg havde en god dag i går, både på universitetet og herhjemme, og når jeg har haft det, så er selvtilliden lidt mere i top end den ellers er, og derfor kan jeg sige dette; jeg har egentlig en ret flot krop.

Grunden til at jeg kom til at tænke på det var, at jeg på vej hjem fra uni var ude og handle. Jeg skulle skynde mig at få fat i min uundværlige pepsi max inden myldretiden satte ind. Derfor storkede jeg lidt for hurtigt af sted i mine, til det, lidt for høje hæle og mine lidt for stramme bukser. Ved slik afdelingen sad en mand i kørestol og så på mig. Han så umanerlig trist ud. Jeg overvejede at spørge om han havde brug for hjælp, men det var ikke mine øjne han forsøgte at se på. Han stirrede på mine hofter, og da jeg gik forbi, gik han over til at stirre på min numse. Først var det en lidt mærkelig fornemmelse, men så tænkte jeg, hvad skidt, hvis det kan gøre hans dag en lille smule bedre, så fint med mig, og så satte jeg hånden i siden og skød lidt med hoften og så mig tilbage over skulderen, før jeg drejede om et hjørne.

Måske burde jeg ikke gøre sådan noget som en god katolik, men jeg undskyldte mig med, at det nærmere var et spørgsmål om æstetik, end om seksualitet. Mine hæle var høje, men det var det jeg kalder for danselæresko og ikke stiletter, mine bukser var stramme, men stoffet tykt og taljen høj og t-shirten lang. At klæde sig anstændigt kommer til at lyde som om man skal iføre sig noget grimt og løsthængende, men Gud gjorde forskel på mand og kvinde, og der er ikke nogen skam i det kvindelige og i at klæde sig efter det. Jeg har lært at sætte pris på min femininitet, det har taget mig mange år, og jeg har endnu ikke helt lært at udleve den, blandt andet går jeg med shorts under kjoler, for når jeg sætter mig glemmer jeg tit alt om det feminine og glemmer at krydse benene.

Hvis det nu passer hvad pædagogerne prøver at fortælle mig, at jeg ikke er helt så  grim som jeg altid har troet, så vil jeg være nødt til at ændre hele min tilgang til verden. Måske ser folk ikke på mig fordi jeg ligner en klovn med alt for fede lår. Måske fortjener jeg alligevel de lidt dyrere bukser der både er i bedre kvalitet og sidder pænere. Hvem ved, måske er der endda nogen der ville tale med mig, hvis jeg turde løfte blikket fra gulvet foran mine fødder og se dem i øjnene.

Universitetet har lært mig at se op, for jeg vil gerne have venner, men for at få kontakt med folk, er man nødt til at se op og se dem i øjnene. De hjælper, de er begyndt at tale med mig, og jeg er begyndt at se, at de måske ikke er så skræmmende perfekte alligevel, hvilket beroliger mig. Jeg er dog også blevet opmærksom på, at det med at se op ikke kun handler om generthed, jeg gør det også for at skærme mine øjne og ikke mindst min hjerne fra alt for mange indtryk. De fleste mennesker oplever verden igennem et filter der filtrere al uvæsentlig information fra, på grund af min aspergers, har jeg måske nok dette filter, det virker bare ikke særlig godt, så jeg ser så forfærdeligt mange ting hele tiden, som jeg skal forholde mig til om jeg vil huske eller ej, og det gør mig tung og træt i hovedet, og det er blevet værre nu hvor jeg prøver at se op og derfor ser mere.

Men tilbage til min krop. Jeg er endnu ikke overbevidst om, at jeg har et pænt ansigt, min købe er for bred, min hud for uren, og jeg render rundt med et fåret udtryk i ansigtet, men jeg har en flot krop. Jeg er slank og veltrænet, og jeg kan egentlig godt se det, selvom min spiseforstyrrelse samtidig i spejlet viser mig, at jeg er fed og klam og burde gemme mig væk under tykke løse trøjer. Det er mærkeligt at se to spejlbilleder på en gang, eller helt på en gang er det ikke, men jeg ser i spejlet og ser den krop som andre ser, og jeg smiler og lægger min hånd på maven, og jeg mærker musklerne spændes, men så blinker jeg, og så er billedet forandret. Pludselig står jeg og ser på en krop jeg kun kender alt for godt. Jeg ser hvordan trussernes elastik giver mig muffin top. Jeg niver mig i siden så det efterlader et rødt mærke, jeg niver mig i overarmen på lårene og på balderne, og jeg er ikke længere i så godt humør, og skamfuld tager jeg mit tøj på. På sådanne dage, de fleste dage, er jeg ked af det og hader min krop og har lyst til at græde og kaste op, men jeg er nået langt, for jeg gør det ikke længere så tit, jeg tager bare tøj på og går ud, ikke med en kunstig facade, men med et smil der hører til et andet sted inde i mig, det er både ægte og falsk på en gang.

Og så en dag kommer der en mand i en kørestol der glor på min krop, og det gør mig både flov og varm, for ser han efter mig fordi jeg ser godt ud, eller fordi han synes jeg er alt for fed til de bukser? Men denne gang blev jeg mest varm. Jeg iagttager selv kvinder mere eller mindre i smug. Jeg gør det ikke fordi jeg er lesbisk, jeg tænder ikke på dem, men jeg har hele tiden brug for at sammenligne mig med andre, og det beroliger mig og det forvirre mig. Hører jeg til blandt de tykke eller tynde? De pæne eller grimme? Er jeg for kikset eller helt okay?